Præste-og sognehistorie i Kollerup-Vindelev sogne
Præstehistorie 1 Af Annegrethe Løwendahl
Præsterækken starter ved reformationen, og den første præst var Hr. Jens Knudsen, som varetog embedet i begge sogne 1534-43. Vi ved ikke noget om Jens Knudsen som menneske eller som præst. Men vi ved, at det var ham, der skulle gennemføre reformationen her og ”omskole” menighederne til at blive lutheranere eller protestanter.
Reformationen blev gennemført i 1536, og i den forbindelse blev mange mindre landsogne lagt sammen. Det skete også for Kollerup og Vindelev sogne, som siden har udgjort eet pastorat med fælles sognepræst og senere fælles kirkebetjening.
Hvad var det så, munken Martin Luthers (1483-1546) tanker gik ud på. Han var nået frem til en ny forståelse af forholdet mellem Gud og mennesker. Gud er ikke den strenge retfærdige gud, som belønner eller straffer mennesker, men han er kærlighedens gud, som skænker mennesket tilgivelse og lukker den syndige ind i kærlighedens fællesskab. Mennesket, syndigt som det er, frelses af Guds kærlighed
Nu var det - eller rettere skulle det være- slut med Mariadyrkelse, Mariabønnen, tilbedelse af helgener og ofringer til dem, rosenkransen, helligkilder, skærsild og messer for de døde. Man måtte ikke længere slå korsets tegn, og at knæle blev direkte forbudt. Det var nu slut med at købe sig frelse gennem aflad eller ved at gøre gode gerninger. De gode gerninger skulle man fortsat gøre, men nu ikke for sin egen, men for næstens skyld. Frelsen fik man nu udelukkende gennem troen givet til en i dåben og Guds nåde givet ved nadveren. Dåben og nadveren var de to eneste sakramenter, der blev bevaret efter reformationen, fordi kun disse to var indstiftet af Jesus, Folk skulle nu lære, at den gamle måde at være kristen på ikke blot var en misforståelse men direkte gudsbespottende.
I dag er det jo en absurd tanke, at man ved en befaling fra højeste sted skulle ændre sin kristendomsopfattelse og praktisere den på en helt ny og fremmed måde. Det var aldrig gået i dag - og det gik nok heller ikke den gang. Naturligvis ændrede en hel befolkning ikke tænkemåde og livsopfattelse på et diktat. Det store flertal, sikkert især i landbobefolkningen, synes nemlig uanfægtet at have levet videre med den ”gamle tro”, åbenlyst eller i det skjulte. Det sidste giver Helle Stangerups fremragende roman “Sankt Markus nat” et godt billede på. I mange efterfølgende år måtte der fra højere sted straffeforanstaltninger til for at få folk til at opgive det gamle og komme på rette kurs.
Men uanset folks mulige uvilje mod at “ændre kurs” skete der omfattende ændringer i kirken og kirkelivet. Reformationen skete ret hovedkulds. Allerede fra oktober 1536 skulle der prædikes på dansk og indføres salmesang. Hidtil havde gudstjenesten foregået på latin, som var helt uforståelig for menigheden. Nu skulle alt, salmesangen før og efter prædikenen og altergangen foregå på dansk. Brugen af det latinske - og uforståelige - sprog havde sløvet menighedens ”hukommelse” om fadervor og de 10 bud, troen, dåben og nadveren. Disse skulle nu bibringes dem gennem en prædiken, der kunne forstås. Som det står at læse et sted: ”Præstens opgave var at sidestilles med en missionærs: at forkynde kristendom for hedninge”.
De første år efter reformationen havde Jens Knudsen, som andre landsbypræster, ingen hjælpemidler til sin rådighed. Præsten havde ingen bogsamling selv. En bibel på dansk kom først senere - i 1550 - og det varede nok længe, inden den kom helt ud i land-kirkerne, selvom det var hensigten, at den skulle ligge i alle kirker. Nej, i den første tid har han måttet nøjes med at læse sin prædiken op af en postil, en bog med fastlagte og lovbefalede tekster og holde sig til dem “Ikke skal han som prædiker stå og sige, hvad hannem lyster, men hvad der hører sagen til skal han påminde med klare og velforstandige ord”, stod der i kirkeordinansen, kirkens ”grundlov”. Præsten skulle ikke udlægge teksten. Alligevel kunne visse præster lade munden løbe med dette og hint, hvilket medførte, at der visse steder måtte opstilles timeglas. Kirkeordinansen bestemte nemlig, at en prædiken “kun” måtte vare 1 time.
Salmesangen var som nævnt noget nyt. Ikke alene skulle menigheden nu aktiveres ved at lytte opmærksomt til prædikenen. Nu skulle de også selv synge. Tidligere havde der ved de større kirker været kor, munke velsagtens, der stod for sangen. Hvordan - om overhovedet - musiklivet har udfoldet sig i Kollerup og Vindelev i katolsk tid, vides ikke. Men nu skulle der synges - på dansk. Der har ikke været brugt salmebøger et sted som hos os. Almuen kunne på det tidspunkt hverken læse eller skrive. Den første salmebog, der kom i 1534 har næppe været tilgængelig på disse kanter. Så hvor salme”forlæggene” kom fra, er svært at sige. Salmesangen skal have været at ligne med de gamle folkeviser, som var alment kendte. Man har sandsynligvis anvendt de kendte melodier, men med nogle andre ord. En forsanger, degnen, sang for - vers og omkvæd. Og når menigheden havde hørt salmerne tilstrækkeligt mange gange, kunne de synge med på omkvædet. Hvordan det har lydt i vore to kirker, ved vi ikke - men vi ved, at det giver glæde at synge, en glæde, som sikkert også fandtes dengang..
Gudstjenesten sluttede med altergang. Det nye var, at menigheden nu skulle nyde altervinen og ikke blot alterbrødet. Dette gav besynderlige nye skikke. Enkelte præster drak den tiloversblevne vin og slikkede til slut både kalk og disk for at vise menigheden, at disse nu var tomme. På Sjælland dannedes den uskik, at præsten efter altergangen gav de nydøbte børn den tiloversblevne vin. På Fyn måtte det gentagne gange forbydes præsten at uddele altervin som medicin mod øjensyge eller susen for ørerne.
Efter nadveren var gudstjenesten slut - sikkert efter flere timer i kirken. Bønderne i et sogn på Fyn bad så mindeligt om, at gudstjenesten om sommeren måtte begrænses til tidsrummet fra kl. 8 til højst kl. 11.
Jens Knudsen har været bonde som sine sognebørn dog med den forskel, at han har kunnet læse og skrive og har kunnet latin. Hans uddannelse til katolsk præst kan have foregået ved katedralskolen i en domkirkeby, sandsynligvis Viborg, hvor han har lært latin og fået en praktisk oplæring hos en af domkirkens præster. Men land-præsten har ikke været en lærd mand. I Janderup ved Ribe var præsten sognets smed. Et andet sted blev en karl hos bispen ordineret som præst udelukkende for sin klare og tydelige måde at læse op og tale på.
Efter reformationen kom der lidt mere styr på kravene til præsternes uddannelse, der stadig var den lokale biskops ansvar, men først i 1629 blev der krav om en egentlig universitetsuddannelse.
Men for alle de præster, der som Jens Knudsen, var blevet siddende i deres embeder, skulle der jo en slags ”efteruddannelse” til efter reformationen. Den foregik ved bispevisitatser, besøg i kirken af bispen, hvor han fortalte både præst og menighed, hvordan de skulle forholde sig til alt det nye.
Et eksempel på disse bispevisitatser har vi fra Peder Palladius, Sjællands biskop, hvis visitatsbog stadig er tilgængelig, nyudgivet af Martin Schwarz Laursen. Den er munter og fornøjelig læsning og kan varmt anbefales.
Præstehistorie 2
Reformationen medførte ikke kun ændringer i gudstjenesten. Også kirkens indre og inventar undergik forandringer.
Kirkerne var overalt i så dårlig stand, at det grænsede til forfald: murene var hyppigt revnede og medtagne, kirketårne ludede, og ruder var knuste. Peder Palladius opfordrede kirkeværgerne til at passe på, at kirkerne var i orden: “Thi sne kan fyge og knyge der ind, hvor solen ikke kan skinne, og det er ikke godt, at gode folk skulle falde ind i en stol, der er fuld af sne og regn, og fordærve deres klæder og derfor heller blive borte fra kirke for den sags skyld”.
Kirkerne blev i øvrigt brugt til meget andet end det rent kirkelige.
I Ribe Domkirke havde en buntmager sit udsalg, andre steder solgtes bøger. Det var skik i kystbyer at have sejl og skibsredskaber hængende under kirkeloftet. Det blev dog forbudt at køre med hest og vogn med disse ting ind i kirken og op for alteret. Det ødelagde nemlig gulvets ligsten. Også korn opbevaredes i kirkerne. En kvindelig kirkeejer havde således en “bing” (en kasse) med korn og lod under en vielse sine folk opmåle sit korn - for at drille præsten. Kirkeklokken, som før havde været brugt til at kalde sammen til familiesammenkomster og andre festlige begivenheder, måtte nu kun bruges til kirkelige formål.
Kirkerummet skulle nu ryddes for alle katolske islæt. Om der har været sidealtre i vores kirker, vides ikke. Men hvor der var, skulle disse fjernes. Der måtte nu kun være eet alter, hovedalteret. Den katolske altertavle i Kollerup kirke fra o. 1520 med middelalderfigurer af bl.a. Maria på måneseglen med Jesusbarnet på armen, måtte ligeledes forlade rummet. Den forlod heldigvis ikke bygningen, men blev senere fundet i fragmenter på loftet. Pastor G.S. Knæckenborg, der var præst i sognene 1860-80, skriver i en inventarliste: “Paa Loftet findes nogle Levninger af en gammel altertavle, der bestaar i nogle udskaarne Træfigurer uden kunstnerisk Nævn”. I begyndelsen af 1900- tallet blev figurerne - dengang malet i røde og blå farver - dog taget til nåde og anbragt i kirkerummet, de 4 små figurer på en grønmalet hylde på korets sydvæg, mens den store Mariafigur med barnet havde sin egen hylde i selve koret. Ved kirkens restaurering i 1950-51 blev figurerne afrenset for maling, samlet i en ny ramme og har siden igen været altertavle i kirken.
Noget nyt i kirkerummet blev stolestader - eller som vi siger nu - kirkebænke. (BILLEDE m. tekst). Man har ikke kendt til kirkebænke i landsbykirker før o. 1560. Men efter reformationen blev det nødvendigt for menigheden at sidde på grund af de lange gudstjenester. Med tiden fik man faste pladser, og de fornemste var øverst i kirken. Hvad der har været af stridigheder om pladserne og håndgemæng under gudstjenesterne, kan der skrives en roman om. Senere, i 1600 tallet, kom der “indlukte” stole ovenover over bænkene - såkaldte pulpiturer - til de fornemste. I Kollerup kirke var der indtil 1863 et sådant pulpitur til ejerne af Brandbjerg. Da pulpituret blev fjernet, blev der indsat et vindue i muren, hvor pulpiturets indgangsdør havde været. Det nævnes, fordi Knæckenborg i den anledning skriver:”…hvorved kirken, der tidligere var meget mørk, næsten skummel, blev lysere”. Mørkt og næsten skummelt har der nok også været i 1500-tallet.
Indtil reformationen var der ingen prædikestol. Præsten har brugt en læsepult eller bare stået på gulvet og læst sine tekster. Nu krævedes en faststående prædikestol hævet over menigheden - som Peder Palladius udtrykker det: “…oven over alle andre stole, Guds ord til hæder og ære; op til vinduet, sognepræsten til gode om vinteren og besynderligt (særligt) når hans øjne de falmes og dummes.” Og videre: “Prædikestolen skal ikke være en bogstol eller “hivgippe” (lavt kagebord). Den skal være dejligt opbygget hos den søndre side af kirken. Alle skal vende dennem imod prædikestolen og ikke så skendeligen sidde og vende deres røv (med forlov sagt) til deres sognepræst, som grove og ufornumstige bønder plejer at gøre.” Og så opfordrer han til, at menigheden om ikke andet lader en prædikestol opmure af de ødelagte altre. De første årtier har man nok indrettet sig, som man bedst kunne med det, der var blevet tilovers. I løbet af 1600-tallet blev det almindeligt, at velhavere skænkede en prædikestol til deres kirke. I 1656 forærede Palle Rodsteen af Brandbjerg og hans hustru, Ingeborg Skeel, en prædikestol med himmel til Kollerup kirke. Det er ikke den nuværende prædikestol, der er et “snedkerarbejde” fra restaureringen i 1870. Vindelev kirke fik en prædikestol allerede i 1578, og det er såvidt vides den, der står der endnu.
Endelig var der kalkmalerierne, menighedens billedbog så at sige, der letfatteligt fortalte enhver om Jesus og apostlene, Jomfru Maria, fortids helte og trolde og frem for alt om djævelen. Man kan forestille sig, at blikkene under de lange gudstjenester har trøstet sig ved at kigge på de gamle billeder, for midt i alt det nye var da ikke alt af lave. Først i 1600-tallet blev myndighederne opmærksomme på disse kalkmaleriers forstyrrende indflydelse , og de gamle malerier blev overhvidtet. Om der ligger kalkmalerier gemt under kalklagene i Kollerup kirke, vides ikke. I Vindelev kirke blev der i 1871 opdaget rester af kalkmalerier fra 1527. Den daværende præst, pastor Knæckenborg skriver i sin embedsbog (Liber Daticus): “ Ved indsættelse af et nyt vindue i Vindelev Kirkes nordmur i1871 viste der sig under kalkovertrækket nogle gamle vægmalerier, og ved undersøgelse viste sådanne sig på hele den nordre mur. Det afdækkede bar tydeligt nok præg af at være smörerier uden spor af kunstværd og farverne almindelige simple vandfarver. Det stykke nærmest vinduet forestillede den allerforreste del af en hest med klöer på benene, i det mindste kunde man ikke antage det for andet; en mand holdt den ved tömmer og foran ham en mindre figur (svævende?) en mindre figur med hale; hvad der har siddet på hesten kan ikke afgøres, da det stykke af væggen var borte allerede tidligere, da der blev indsat et vindue. - Imellem figurerne var anbragt noget, der lignede træer, og grunden (hvid kalk) overströet med simpelt malede stjernefigurer, blot dannet af nogle krydsende streger, de fleste sködesløst malede; desuden fandtes ved födderne af figurerne nogle bugtede streger med sidestreger som tænder i en redekam; det skulde vel forestille jord med græs. - Jeg tog ikke i betænkning ikke at anbefale en större afkradsning eller bevaring.” Altså forsvandt kalkmalerierne lige så hurtigt, som de var blevet opdaget, men de må jo formodes at være der endnu!
Præste- og sognehistorie 3
Som beskrevet i sidste kirkeblad var kirkebygningerne omkring reformationen generelt i dårlig stand og fremstod således helt anderledes end de velholdte kirker, vi har i dag. Det samme gjaldt kirkegårdene, som i flere århundrede efter reformationstiden havde et mindre ”velplejet” udseende end det vi ser på kirkegårdene i dag.
Kirkegården har sandsynligvis været helt græsbeklædt og uden stier inden for stengærdet. Førnævnte pastor Knæckenborg skriver så sent som omkr. 1865 om Kollerup kirkegård: “Den er indhegnet med et Stengjærde, og indenfor findes plantet nogle Træer, der ikke trives. Der er ikke planeret og ikkun (kun) forsynet med en Gang fra Indgangslaagen til Vaabenhuset”. Kirkegårdene i 1500-tallet var i nogen grad overladt til tilfældighederne, hvad angår indretning og pleje. Begravelserne foregik “tilfældige” steder. Gravene kunne kendes på græstuerne fra den opgravede jord og var måske markerede med et trækors, ofte helt uden angivelse af, hvem der var begravet . Det har også været almindeligt, at der græssede dyr på kirkegården, og biskopperne har fundet det nødvendigt at indskærpe respekt for de døde. Som Peder Palladius påtalte: “Kirkegården skal altid være ren og ordentlig. Der skal hverken være hyldebuske eller nælder, græsset må kun gå op til ankelen. Det skal være smukt, jævnt, langt græs, som kirkeværgerne slår to eller tre gange om sommeren, så godtfolk kan gå på kirkegårdene til deres forældres grave” - og videre:” I skal for alt i verden ikke tillade okser eller fæ at skide, med forlov sagt, på kirkegården og svine det sted til, hvor jeres forældre ligger og hviler deres ben”.
Denne ringe interesse for kirkegården hænger sandsynligvis sammen med, at alle, der havde råd til det, ikke blev begravet der, men inde i kirken, under gulvet Dette gjaldt også for de to præster, som fulgte efter den første reformationspræst (Jens Knudsen), Knud Bertelsen (1543-71) og sønnen, Jens Knudsen (1571-1605) samt deres hustruer, alle begravet i Kollerup kirke. – Besynderligt nok står disse to præster ikke opført på præstetavlen i Kollerup.
I gulvet ved siden af den daværende skriftestol lå to små stenfliser. På den ene stod: ”Her ligger begrafued Salig Her Knud Berthelsen, Præst thill Kollerup og Windelef, som er hensofuit i Herren then 29 Novembris Aar - - -” . På den anden stod: ”Her ligger begrafued Salig Inge Knudz, som er hensofuede i Herren den 9 Martii Aar 1575”.
På gulvet eller i gulvet lå en ligsten af rød sandsten, afskilt i midten.. I den venstre side stod: ”Herunder ligger begrafuit Hæderlige Mand: Hr. Jens Knudsen, föd udi Kollerup Præstegaard, som var Præst her til Kollerup og Vindelef Sogner på 34. Aar og döde Anno 1605, den 15nd Juli udi sin Alders 63 Aar.” På Højre side af stenen stod: ”Her ligger og begrafuet Hans Sl. (salig) Hustru Kirstine Thorchildsdatter, föd udi Gadbjerg, som lefuede med hannem udi Ægteskab i 35 Aar og aflede med hannem 5 Sönner og 5 Döttre og udi en sand Gudsfrygts Paakaldelse hensov Anno 16 – den - - .”
Kun Inge Knuds gravsten er bevaret. Den sidder indmuret på sydsiden i tårnhvælvingen. Den dobbelte gravsten foran alteret gik itu, da der i 1863 skulle lægges bræddegulv der.
Med reformationen fik præsterne lov til at gifte sig. Om den første Jens Knudsen blev gift, vides ikke. Men det gjorde jo da i hvert fald både Knud Bertelsen og hans søn, Jens Knudsen. Der kom børn og liv i præstegården, som i den første Jens Knudsens tid lå “strax østen for kirken” (Kollerup kirke) i Kirkeby, nu Lureby. I Knud Bertelsens tid flyttede præstegården. Kong Chr. III, som indførte reformationen, havde lagt alt kirkegods ind under kronen. Brandbjergs første ejer, Peder Juel, ville gerne have samlet sin jord, så i 1543 mageskiftede han med kronen. Han fik præstegård og jorden i Kirkeby, og præstegården flyttede til Kollerup, på det sted hvor den stadig ligger. I 1774 blev præstegårdens stuehus ombygget, og præstegårdshaven blev anlagt i 1776. Et helt nyt stuehus blev bygget i 1881 og den nuværende præstegård i 1996.
Men tilbage til 1500-tallet. Der var et stykke skov til den nye præstegårdsjord, og Knud Bertelsen var en brav mand. Hænderne sad rigtigt på ham: “Han skal med egen Haand have hugget og opbygget sin nye Præstegaard, som tilforn havde været en Bondegaard, og skald den Økse, som han havde brugt dertil, forsynet siden og ziiret med et Elfenbeensskaft, have været giemt I Kollerup præstegaard, som et rart (specielt) Inventarium hos hands Eftermænd” . Den er dog senere forsvundet i et af efterfølgernes dødsbo.
Med præstegården godt placeret midt imellem vore 2 sognekirker vil jeg slutte beretningen om reformationstiden, en tid, hvor der er meget få kilder til belysning af præsters liv og levned. Derfor vil jeg her til slut gøre opmærksom på en ny bog, som netop er kommet mig for øre: Charlotte Appel og Morten Fink-Jensens “Når det regner på præsten”. Bogen fortæller om vilkårene for de danske sognepræster, der måtte finde sig til rette i den nye protestantiske præsterolle i de første århundreder efter, at Luther 1517 satte sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.
PRÆSTE OG SOGNEHISTORIE 4
Præsternes uddannelse var nu blevet bedre. Allerede i løbet af 1600-tallet blev det gentagne gange indskærpet, at de kommende præster skulle opholde sig minimum to år ved universitetet, hvorfra de fik et testamonium (et skudsmål om evner og opførsel i studietiden). Det var stadig biskoppens opgave at vurdere kandidaten, selvom han ikke havde kaldsretten (retten til at ansætte præsten). Kaldsretten tilhørte patronen (kirkeejeren), som på landet oftest var en herremand.
”Vejen til kaldet” kan man læse meget mere om i den tidligere omtalte bog af Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen: ”Når det regner på præsten”.
Et par præster skal lige nævnes, inden vi tager fat på provst Grønlund. 1709-55 hed sognepræsten Laurids Nielsen Haarlund. Hans enke, som blev omkr. 90 år, stiftede et legat for præsteenker fra kaldet. Muligvis var tanken den, at enkerne ikke længere – som det ellers var skik og brug - skulle føle sig tvunget til at gifte sig med den kommende præst og vise versa. Den næste præst (1755-73), Chr. Christiansen Thissenius, byggede præstegårdens lade samt 18 fag af præstegårdens vestre hus. Og sognepræsten 1773-81, Søren Frederiksen Winther, ombyggede i 1774 præstegårdens stuehus. Winther var gartnersøn fra Stensballe og anlagde i 1776 præstegårdens have.
Så der var gode forhold for den nye præst, Peder Møller Grønlund, hvad præsteboligen angik.
Med hensyn til kirkerne var de sandsynligvis ikke i god og velholdt stand. Men en mindetavle i Kollerup kirke for Jørgen Brockdorff, ejer af Brandbjerg og kirkens ejer (stedets patron) 1774-1805, fortæller, at han i året 1788 lod kirken ”indvendig og udvendig reparere og zirligen mahle”. Kirkegårdene var stadig græsklædte bortset fra en gangsti fra indgangen og op til kirken. Gravpladserne lå tilfældigt spredt ud over arealet. De var blot var en lille forhøjning som forsvandt, når kisten faldt sammen. Og der græssede stadig kvæg på kirkegårdene. I 1770 siges det om Per Smed, at han mod at holde Vindelev kirke ren nyder græsning på kirkegården der. Først i 1800-tallet begyndte man at indrette adskildte ,indhegnede gravpladser. Det skete i forbindelse med, at begravelse inde i kirken af hygiejniske grunde blev forbudt, og de højerestående nu også skulle begraves ude på kirkegården . For vore sognes vedkommende er kirkegårdene sandsynligvis først blevet ”moderniseret” i slutningen af 1800-tallet.
Peter Møller Grønlund blev født i Ribe den 16. februar 1756 som søn af pastor David Mogensen Grønlund og hustru, han blev student fra byens lærde skole i 1775 og teologisk kandidat den 15.febr. 1780.
Grønlund blev kaldet til sognenes præst den 28. marts 1781, 25 år gammel, af Brandbjergs ejer, Captain Jermiin. Jermiin var svoger til Jørgen Brockdorff , som måske var i økonomiske vanskeligheder et par år, til han igen selv overtog gården i 1786.
Samme år, som han kom til Kollerup-Vindelev sogne, giftede Grønlund sig med Charlotte Andriette Steenstrup, der var 15 år ældre end sin mand, men et godt parti. Pastorinden var ud af en meget fin familie. Hendes bror, Arent Steenstrup , var først landvæsenskommisær og blev senere by-og herredsfoged i Nørvang-Tørrild herreder og justitsråd i Vejle. I 1785 fik de deres eneste barn, datteren Rebeqka Cathrina Elisabeth, som for øvrigt senere blev gift med sin fætter Poul (søn af morbroderen Arent), byskriver og justitsråd i Ribe.
I den nyrenoverede præstegård boede præstefamilien med avlskarl, anden svend, dreng, hyrde, stuepige, bryggerpige og markpige. Præsteparret nåede at være gift i 23 år. Charlotte Andriette døde i 1804, 63 år gammel. Grønlund, der var blevet provst, var da 48 år gammel og datteren Rebeqka 19.
Præstefruen fik et smukt eftermæle: ”Hun var blid, sagtmodig og sjældent gudfrygtig; med disse egenskaber var hun sin hidsige, men retskafne mands gode genius (ånd) og ved sin godgørenhed de fattiges trøst og støtte”. Dette eftermæle siger jo ligeledes noget om præsten, som måske ikke altid har været så nem at omgås.
Året efter hustruens død gjorde provsten et nyt, godt parti. På Brandbjerg gik Brockdorffs ældste datter, Lucia Magdalene, der efterhånden var blevet 35 år gammel, sikkert og længtes efter at blive gift og få fod under eget bord. Hun blev gift med provsten i 1805.
Parret fik deres første af i alt 4 sønner, Jørgen (opkaldt efter sin morfar) i 1807.
Kontakten til Steenstrup -familien blev bibeholdt. Og Lucias et år yngre søster, Sophie Hedevig blev den 18.august 1809 i Kollerup kirke blev viet af provst Grønlund til hans svoger, den ovennævnte, Arent Steenstrup, der var blevet enkemand. Gommen var 62 og bruden 28.
En bror til Grønlunds første hustru skrev i Steenstrup -slægtens stambog disse varme ord til Lucie, da hun og provsten var blevet gift:
”Ædle, hulde, fromme, gode kære/Du min elskte søsters plads indtog/ Hun skrev OG sit ønske ind i denne bog/Men hun kendte ikke, hvad der sig tildrog/Efter at hun hørte op at være.
O, du blev den engel ved hvis trygge hånd/Hendes mands og datters dybe sorg og sukke/Mildt og huldt sig skulle lade slukke/Ved et heldigt og velsignet ægte-bånd/ O, det vare længe for dem begge to!/Huuslig glæde, huuslig held og roe/Stedse uafbrudt hos dennem boe.”
Efter 30 år i Kollerup-Vindelev sogne rejste Grønlund , 55 år gammel, i 1811med familie til Lundum-Hansted sogne ved Horsens, hvor han var fungerende sognepræst til 1837 og nåede at fejre sit 50 års jubilæum som præst. Han døde i 1838, 81 år gammel. Lucie døde den 11. februar 1850 i Horsens. Lucies søster Sophie Hedevig, der var blevet enke i 1815 og derefter ”levede af sine midler”, døde året efter Lucie, den 13. august 1851, i Vejle.
Lucie og Sophie Hedvigs far, Jørgen Brockdorff, der døde i 1805, ligger begravet på Kollerup kirkegård mellem sin første og sin anden hustru. Gravstenene blev restaureret i første halvdel af dette årti. Stenenes inskriptioner er næsten ulæselige, men måtte ikke males op. Derfor bliver der nu hængt en tegning af stenene med ”oversættelse” af inskriptionerne op i våbenhuset i Kollerup kirke. Tegningerne er lavet af Margrethe Ellegaard og kan ses i våbenhuset fra den 31. oktober.
PRÆSTEHISTORIE 5
Vi er nu kommet ind i 1800-tallet, hvor vi får mere fyldestgørende og farverige beretninger overleveret om vore sognes præster. Præstehistorien denne gang handler om Arrild Brøchner, sognepræst 1812-46, og hans relationer til Blicherslægten.
Arrild Brøchner afløste provst Grønlund som pastoratets præst den 22. april 1812, 33 år gammel, og kom til at sidde i embedet til sin død 34 år senere. Han blev født den 21. marts 1779 som den yngste i en (hel-) søskendeflok på 12 i Spentrup præstegård ved Randers, hvor faderen, Hans Pedersen Brøchner, var præst Det er sikkert en lokalitet, som er mange bekendt på grund af digteren Steen Steensen Blicher og dennes slægt, en slægt, som også Arrild Brøchner fik tilknytning til på flere måder. Arrild Brøchners far blev ved sin død i 1780 afløst af P.D. Blicher (præstesøn fra vores nabolag Gaurslund), som var farbror til Steen Steensen Blicher. Som det var almindeligt dengang, giftede P. D. Blicher sig med præsteenken og blev således Arrild Brøchners stedfar. Inden vi lader Blicher-familien hvile lidt, skal det da lige som et kuriosum nævnes, at da Arrild Brøchners mor døde, giftede P.D. Blicher sig omkring1807 som 55-årig med den kun 15-årige Ernestine Berg, den Ernestine, der som 17-årig giftede sig med Steen Steensen Blicher. Efter sigende havde Ernestine på sin første mands dødsleje lovet ham at ægte nevøen. Steen Steensen Blicher kom 1825 til Spentrup som præst. Arrild Brøchner blev som barn undervist hjemme af sin stedfar, indtil han kom i øverste klasse i Randers lærde skole. Samme år, han blev færdig der, tog han det, der nu hedder
studentereksamen med bedste karakter, og i 1799 tog han teologisk embedseksamen med samme karakter. De følgende 12 år var han 2 forskellige steder privatlærer, inden han 1812 blev kaldet til Kollerup-Vindelev pastorat.
Der var ikke så livligt i Kollerup præstegård i Brøchners 34 år der, som der må have været i hans barndomshjem. Han forblev ugift, og en søster, Johanne Dorthea Brøchner, der ligeledes var ugift, holdt hus for ham indtil sin død i 1838. Hvem der derefter kom til at stå for husførelsen, vides ikke. Brøchners kirkelige indstilling var præget af det 18. århundrede, altså oplysningstidens tanker om fornuftens indvirkning på religionen.
Digteren Ludvig Holberg var en af dem, der formidlede de nye tanker fra udlandet. Den sunde fornuft var for ham det middel, man skulle anvende, når man ville tilegne sig de religiøse sandheder, og kernen i religionen var moralen. Sjællands biskop Balle var selv præget af den ældre oplysningsteologis overbevisning om, at der bestod den fineste overensstemmelse mellem fornuften og den kristne åbenbaring. Han udgav i 1798 den evangelisk-kristelige salmebog, som klart gengav oplysningstidens kristendom. Denne salmebog fik Brøchner indført i pastoratet i 1838. Han har selv anført, at “kun 3 i Kollerup var derimod, men ganske vist et større antal i Vindelev”. I løbet af 1800-tallet opstod der rundt omkring i landet nogle “gudelige vækkelser” blandt folk, der ikke brød sig om oplysningstidens indstilling.
Blandt vores pastorats lægfolk begyndte der en sådan vækkelse i 1835, en vækkelse der først og fremmest fandt fodfæste i Vindelev sogn. Dette vil jeg berette om senere.
Brøchner var uhyre vellidt. Johannes Evald Tang Kristensen (søn af den kendte folkemindeforsker) giver Brøchner dette smukke eftermæle: “Ved sit velvillige sind mod alle, sin godgørenhed mod de trængende vandt og bevarede han almindelig kærlighed i og udenfor sin embeds kreds”. Men Brøchner beskrives også som en original. Lærer Jensen (lærer i Hygum 1858-1900) har i sine optegnelser om egnen fortalt: “Brøchner gik altid til fods til sit annex (Vindelev), fordi han havde en forpagter, der til stadighed forsøgte at vælte med ham for at blive fri for at give ham befordring”. Derefter forsøgte Brøchner at ride til annexet. Men det gik åbenbart heller ikke altid godt. Engang standsede hesten op midt under turen og gav sig til at græsse. Brøchner kunne ikke få den i gang igen og måtte stå af og gå, “da dyret havde bidt sig fast i græsset”. Men heller ikke det at gå var uden problemer. Brøchner var forfærdelig bange for gæs og gik langt udenom dem.
Det kan måske have givet omveje i ny og næ. Tilbage til relationerne til Blicher-familien. Som nævnt stammede Brøchners stedfar, P.D. Blicher, fra præstegården i Gauerslund.
En bror til ham og til Steen Steensen Blichers far, blev præst i Gaurslund efter disse tre brødres far. Denne “præste-bror” i Gaurslund blev gift med Arrild Brøchners søster, Ane Marie Brøchner. Derved opstod et direkte slægtsskab mellem præstefamilierne i Gaurslund og Kollerup præstegårde.
I en artikel i Vejle Amts Årbog 1969 om St. St. Blichers slægt på Vejleegnen skriver den tidligere nævnte Johs. E. Tang Kristensen: “Når St. St. Blicher på sine rejser er kommet på disse egne, har han uden tvivl ikke alene opsøgt den gamle farbror med familie i Gaurslund, men han har også aflagt besøg i Kollerup præstegård nord for Vejle”.
Arrild Brøchners søster og svoger i Gaurslund præstegård havde 9 børn og huslærer. I en 3-årig periode var denne en ung lærer, Chresten Jensen Kousgaard, fra Skjern. Han blev senere gift med en søsterdatter til præstefruen (og til Arrild Brøchner). I 1836 blev han, 34 år gammel, lærer i Vindelev skole. Og Arrild Brøchner og han søster i Kollerup præstegård fik således i deres sidste leveår slægtninge i pastoratet.
Vindelev fik ifølge tidligere nævnte lærer Jensen en god lærer i “den unge, opvakte og fremskridtsvenlige Chresten Jensen Kousgaard”. Han var interesseret og vidende og havde efter datidens forhold et meget betydeligt bibliotek bestående af bl.a. en omfattende bogsamling af religiøs, kirkehistorisk indhold samt en ikke ringe og velvalgt del af sin tids skønlitteratur. Han fulgte med et vågent øje, hvad der rørte sig i tiden. Han efterlod sig en større samling aviser med artikler om vigtige politiske og historiske emner fra ind- og udland. Lærerparret fik i deres tid i Vindelev 2 sønner. Den yngste, Arild Brøchner Kousgaard (født 1849), er sandsynligvis opkaldt efter “vores” præst.
Hvorvidt der stadig er efterkommere af Blichers og Arrild Brøchners slægt på Vejleegnen, får stå hen i det uvisse. Selv efterlod Arrild Brøchner sig ingen efterkommere. Brøchner efterlod sig en række prædikener. En del af dem befandt sig tidligere i Evald Tang Kristensens samling på Vejle Museum.
PRÆSTEHISTORIE 6
I sidste kirkeblad (marts 2011) fortalte jeg om pastor Brøchner, der efter 34 år som sognepræst døde i embedet i 1846. Denne gang handler det om efterfølgeren, B.G. Scheving, der var vores sognepræst de følgende 13 år, 1846-59.
Benedikt Gudmundsen Scheving var født på gården Haga i Islands vesteramt den 12. april 1807. Hans far var sysselmand - dvs. beklædte sysselmandsembedet i et syssel, der var en administrativ enhed i amtet, indtil han på grund af det besværlige embede med ringe løn og en voksende børneflok måtte opgive hvervet og etablerede sig som købmand.
B. G. Scheving var blevet undervist i humaniora af sin far og en aldrende stiftsprovst, til han 17 år gammel kom i den lærde skole, hvor undervisningen foregik de 8 af årets måneder. De 4 sommermåneder beskæftigede eleverne sig med landvæsenet, fiskeri eller handel. 1827 kom han 20 år gammel på universitetet i København. På grund af bryst-og øjensvaghed med et længere sygeophold på Island kom Scheving først i gang med det teologiske studium i foråret 1831, og 2 år efter blev han teologisk kandidat. Efter at have arbejdet for biskop Münster i København, blev han i april 1836, 29 år gammel, af kong Frederik den 6. kaldet til sognepræst for Rømø og ordineret i Ribe domkirke. Samme år i november giftede han sig med den 18-årige Caroline Vilhelmine Henriette Neumann fra Ribe, hvor hendes far var kancelliråd, postmester og gæstgiver (kroejer).
Med sig til Rømø havde parret fru Carolines 39-årige moster, jomfru Kristine Jensen, som også senere fulgte med til Kollerup. Hun har sandsynligvis fungeret som husfaktotum, en hjælp for den unge præstefrue, der året efter brylluppet fødte parrets første barn. 5 børn blev det til på Rømø: Emma Haldora i 37, Martha Maria i 39, Haldora Gudmundine Petrine i 43 og Elise Cathrine i 45. I 1846 kom der en dreng, Gudmund Bjarnason og i 47 endnu en: Adolph Vilhelm.
I august 1846 kaldte kong Chr. den 8. Scheving til sognepræst for Kollerup og Vindelev menigheder. Med et ungt præstepar på henholdsvis 39 og 28 år og 5 børn i alderen 9-0 år samt en mere året efter blev der igen – efter 34 år med en ugift præst og hans søster - liv i præstegården. Præstegården husede derudover foruden den ovennævnte moster (kaldet tante) også 1 lærerinde til præstebørnene, 3 tjenestepiger samt 4 ugifte karle.
Desværre har vi ikke noget billede af præstefamilien. Fru Caroline beskrives af husets lærerinde som meget høj og med et blomstrende udseende. Og lærer Jensen, der kom til Hygum i 1858, siger om hende, at hun var flink, dygtig, elskværdig og smuk. Hvad angår pastorens udseende har jeg ikke kunnet finde noget udsagn. Men ud fra beskrivelser af hans væremåde forestiller jeg mig ham som en stor noget buldrende mand i en islandsk stortrøje (i hvert fald til hjemmebrug).
Om Schevings embedsførelse ved vi ikke meget. Dog fortæller referatet af en bispevisitats foretaget i 1850 af Ribe Stifts daværende biskop Daugaard, at den konfirmerede ungdom var veloplyste i sin salighedssag. Men så var der lige lidt med kirkebogsføringen: Der stødtes på et par uoverensstemmelser i navne mellem præstens og kirkesangerens duplikat, hvilket biskoppen mener ved strengere konferering forhåbentlig ville kunne undgås i fremtiden. I øvrigt skriver han, at kirkebøgerne er ført med megen orden. Det vi ellers ved om Scheving har vi fra den ovennævnte lærer Jensen i Hygum. Han fortæller, at Scheving altid kom præcist til kirken, hvilket åbenbart ikke var en selvfølge dengang. Det var småt med kirkegængere, og læreren, der også var kirkesanger, og præsten, ventede ofte ved indgangen til kirken. Kom der så én til, sagde Scheving: ”So Jensen, nu er vi tre, nu kunde vi begynde”.
Men der var også problemer. Med Scheving i embedet fik folk for alvor noget at snakke om. Som nævnt havde Brøchner haft SINE uskyldige særheder, som den original han var. Med Scheving var det langt alvorligere. Han var drikfældig og tumlede ofte beruset rundt på egnen og i Vejle til fods eller til hest efter aftenlige besøg.
Som præst havde Scheving opsyn med skolevæsenet. Da lærer Jensen kom til Hygum, kendte de 120 børn i skolen ikke meget til hverken disciplin eller lærdom. Skolen beskriver han som gammeldags og ramponeret, og gode lærebøger var der heller ikke. Det beskæftigede Scheving sig ikke med. Han havde, som lærer Jensen siger ”andre interesser”. Ganske vist kom Scheving ofte til skolen, men det var, når børnene havde fået fri – og så skulle han have tevandsknægte (te med brændevin). Når de var drukket, foreslog Scheving, at de skulle gå op til sognefogeden, O.C. Olesen på Damgård. Der fik de et par glas vin, hvorefter pastoren sagde: ”har De ikke noget varmt vand, denne vin er for kold for min mave.” Så måtte Frederikke, sognefogedens kone, i gang med at varme vand til ”halve teer”, der ikke just var for afholdsfolk. Ofte skulle Scheving hjælpes eller ledsages hjem, når han havde været på ”udflugt”. Ved et besøg på en gård ved Hvolgårds skov, havde Scheving igen fået rigeligt at drikke og skulle hjemad på sin hest. Stedets karl trak hesten frem. Det lykkedes Scheving at komme op på hesten, men for at holde balancen, lagde han sig forover på hesten og slog armene om dens hals. En tilstedeværende præstekollega, som var nervøs for at lade Scheving ride alene hjem og derfor lod sin skimmel sadle for at følge med ham, greb efter ham, fordi han var bange for, at Scheving skulle falde af hesten, sagde:” Hvordan er det dog De rider, Scheving; sid da ordentlig op”, hvortil Scheving svarede:” So rider man alle tider i Island”. Da de nåede til Vindelev, ville Scheving ind til lærer Kougsgaard og have øl, fordi han var blevet tørstig. Præstekollegaen var ked af det, fordi det vakte opsigt. Omsider fik han Scheving med hjem og sørgede for, at han kom indenfor stakittet i Kollerup præstegård. – Og lærer Jensen har mange flere beretninger af den slags, også fra Schevings næste embede, hvor det ikke lader til at være gået bedre i den henseende.
Scheving fik embede i Nr. Lyndelse på Fyn i 1859 efter 13 år i vores pastorat og blev der til sin død i 1877. I Nr. Lyndelse løste en del sognebørn sognebånd til en nabopræst. Om det har noget med hans livsførelse at gøre vides ikke. Det kan også have været på grund af hans forhold til de gudelige vækkelser, som jeg omtalte i sidste kirkeblad. De var stærke på den egn, og Scheving var mildt sagt ikke enig med dem – heller ikke dem, der rørte sig i vores pastorat i hans tid her. Så han og forgængeren Brøchner havde samme holdning i den sag. Dog gik Scheving i sin embedstid her ind på at konfirmere de børn, der hørte til den nye vækkelse og gik i Schmidts nye friskole i Vindelev, efter Pontoppidans katekismus , som ”de vakte” brugte. Som ligeledes nævnt vil disse religiøse brydninger blive omtalt i et senere kirkeblad.
Men først mangler der en historie om Kollerup præstegård i familien Schevings tid, nemlig historien om ”Slavedagen” den 29. marts 1849. Om denne dramatiske dag har præstefamiliens knap 17-årige lærerinde berettet på årsdagen 49 år senere. Beretningen følger i næste kirkeblad.
PRÆSTEHISTORIE 7
Slavekrigen i Kollerup præstegård.
Slavekrigen blev varslet i begyndelsen af Treårskrigen 1848-51. Dagen den 29. marts 1848 blev kaldt slavedagen og siden ”gale onsdag”. Den dag gik der i Jylland rygter om, at tugthusslaverne i Rendsborg var blevet sat på fri fod af oprørerne i Slesvig-Holsten, og nu drog de hærgende op gennem Jylland med ild og sværd. Og rygterne gik, at de allerede var i nærheden af Jelling. Der blev stor opstandelse. Den senere lærer Jensen i Hygum gik på det tidspunkt på Jelling seminarium. Han fortæller, at der var et voldsomt hurlumhej, og forvirringen var stor. Lærere, seminarister og børn løb ud af skolen og seminariet, ligesom andre beboere i og uden for byen for ud af deres huse og gårde. Kirkeklokkerne ringede og mænd drog af sted med alskens våben, hø-grebe, leer, stave og gamle geværer, nogle med bajonetter, for at gå imod slaverne. Kvinder og børn stod skrækslagne og grædende tilbage.
Rygterne bredte sig rundt omkring på egnen og nåede naturligvis også Kollerup præstegård. Der boede, som beskrevet i sidste kirkeblad , familien Scheving (1846-59), pastoren og hans kone med nu 6 børn, konens tante samt tjenestefolk. Blandt dem var den dengang knap 17-årige lærerinde, Sine, der på årsdagen 50 år senere beskrev slavedagen i Kollerup præstegård. Sine var på det tidspunkt gift Godskesen, var etatsrådinde og boede i København. Hun stammede fra Vejle, en by hun syntes havde været spændende, og hvor der skete en masse. Livet i Kollerup forekom hende ret begivenhedsløst. Derfor var hun nærmest oplivet, da rygterne kom om de undslupne slaver. Bange var hun ikke. Det var til gengæld andre i præstegården.
Om morgenen på slavedagen var Sine lige begyndt på sin undervisning af børnene, da døren pludselig blev slået op på vid gab, og den ellers så blomstrende præstefrue stod ligbleg i døråbningen: ”Slaverne i Rendsborg er sat i frihed! De er i Jelling på vejen hertil – alle kirkeklokker ringe!” Alle sprang op og lod bøger være bøger. For Sine lød det som et eventyr, og hun så i tankerne en vild skare i sorte og grå slavekapper komme stormende ind i præstegården, mens fodlænkerne af jern klang ved deres hurtige løb. Fruen vendte hurtigt om, og alle for i hælene på hende ud i haven, hvor en sølvkaffekande, flødekande, skeer og lignende værdigenstande blev gravet ned i et stort hul, der så straks fyldtes med jord, som de trampede godt til.
Nu måtte der på handles på anden vis. Scheving var taget af sted for at slutte sig til den tapre skare, der skulle slå slaverne tilbage. Resten af gårdens beboere, præstefruen, børnene, tanten med det 3 måneder gamle barn på armen, Sine og de øvrige tjenende ånder, styrtede af sted ud på vejen for at komme i sikkerhed andetsteds. De fandt et lille hus på marken, hvor der boede en enke. Der mente de at være i større sikkerhed end hjemme. Der sad de så i et lille rum, hvor de knapt kunne røre sig, sammenkrøbne og uhyggelige til mode.
Derhjemme stod præstegården altså tom og frit tilgængelig for slaverne. Pludselig kom præstefruen i tanker om alle deres fine ”klæder”, som naturligvis også måtte skaffes af vejen – men hvordan? Præsten, som ville hjem og se hvordan det stod til med familien, fandt dem i enkens hus. Han havde et godt råd med hensyn til at gemme klæderne: Det tøj, de gerne ville redde, skulle pakkes ind i lagner og stoppes ned i rævegravene, der fandtes i præstegårdsskoven. Altså blev de, der var lettest til bens, dvs. de to tjenestepiger og Sine, beordret hjem til præstegården for at få dette ordnet. Ingen af de andre tænkte på, hvor stor en fare, disse 3 piger var i, hvis slaverne rent faktisk kom. Og efter Sines udsagn tænkte pigerne heller ikke selv på det.
De skulle nogle gange frem og tilbage mellem præstegården og skoven for at få alle bylterne gemt væk. Og på vejen mødte de flere gange folk, der kørende i skarpt trav var på vej hjemmefra for at skjule sig hos nogle andre. Det blev også fortalt, at to hold herregårdsfolk krydsede hinanden. Familien fra herregården Bøgelund mødtes med familien fra herregården Haughus. De standsede hver især, for man kunne jo ikke køre forbi hinanden uden at drøfte dagens begivenheder. Det gik så op for herskaberne, at de hver især var på flugt til hinanden. De kunne så godt se det lidt grinagtige i situationen, og begge familier vendte om og kørte hjem igen for at være i sikkerhed hos sig selv.
Tilbage i det lille hus hos enken blev de mere og mere opskræmte, som dagen gik. Sine kunne se ud af vinduerne, at der var en konstant færdsel af folk med økser og spader, bøsser og sabler. Pludselig kom en mand ind i huset og fortalte, at nu stod Vejle i brand. Præstefruen måtte styrke sig på Hoffmannsdråber – det samme trængte Sine til, da hendes mor jo boede i byen. Præstegårdsbeboerne var udmattede, og det samme var nok enken. Mad havde de ikke fået hele dagen, tiden sneg sig af sted, og alle var fortsat urolige og modløse. Men slaver så de ikke noget til.
De kunne jo ikke blive hos enken, men turde de gå hjem? Så kom præsten hjem i sognet igen, nu med de forløsende ord, at slaver var der ingen af, ingen steder var der noget som helst tegn på, at de ville komme, og Vejle havde slet ikke været i brand. Så nu slog befrielsens time for den stakkels enke og for præstegårdens beboere, der i raskt trav begav sig hjemad ubeskriveligt sultne, så kokkepigen kom i fuld sving, straks de var inden for døren. Forhåbentlig havde de også taget enken med til et godt måltid mad. Men inden de fik noget at spise, måtte de 3 unge piger igen over i præstegårdsskoven for at hente tøjbylterne hjem. Det kunne jo blive regn, og det kunne datidens fine klæder ikke klare. Og heldigvis var rævene ikke gået ombord i det særegne bytte.
Lidt efter lidt var det altså gået op for præstegårdens beboere, og velsagtens for andre på egnen og masser af mennesker rundt om i Jylland, at det hele havde været falsk alarm.
Hvordan rygterne om slaverne overhovedet var opstået, har man vist aldrig fundet ud af.
Annegrethe Løwendahl
PRÆSTEHISTORIE 8
Lægmandsbevægelsen i Kollerup-Vindelev pastorat.
Jeg vender nu som lovet tilbage til vores sognepræst 1812-46, Arrild Brøchner, fordi der på det tidspunkt var et lægmands-oprør i gang mod den kristendomsopfattelse, som havde afløst pietismen, der var en bibelsk kristendom med sin vægt på fromhed og den levende, personlige tro. Vi var kommet ind i oplysningstiden som ændrede kristendomsopfattelsen. Nu blev der lagt større vægt på den menneskelige fornuft og mulighed for at tænke selv. Det betød kort og godt, at Bibelens autoritet og kristendommens krav om at være menneskets eneste mulighed for frelse begyndte at vige. Denne oplysningstidens kirkelige indstilling var Arrild Brøchner præget af.
Mod denne nye fornufts-religion, der betød skole- og kirkereformer, som mange mennesker ikke brød sig om, startede en religiøs, folkelig vækkelsesbevægelse, hvor almindelige mennesker, ”den lille mand”, almuen for første gang satte sig op mod de kirkelige autoriteter. Det blev til de gudelige vækkelser, lægmandsbevægelsen, de gudelige forsamlinger - forskellige navne for den samme, fælles sag.
Hele denne vækkelsesbevægelse, der kom til at blomstre rundt omkring i landet, begyndte på egnen mellem Horsens og Vejle, med én mand, tjenestekarlen Peder Frandsen i Uldum, der i sin soldatertid i Randers havde gennemgået en pietistisk omvendelsesproces, som han nu følte sig forpligtet til at forkynde. Ved hans og venners møder lød kravet om bod, anger og omvendelse i et nyt liv i forsagelse af musik, dans, kortspil og andet verdsligt. Han gjorde heftige angreb mod alle uomvendte ”djævelens børn”, som fulgte kødets lyst og gik den brede vej til fordømmelsen. Han kaldte sognepræsten og hans kolleger for sjælemyrdere og ikke sjælehyrder. Om de nye lærebøger, som skal omtales senere, sagde han, at de viste vejen til helvede. Der dannedes flere grupper på egnen, som kaldte sig ”de vakte”. I 1824 slog flere af ”de vakte” sig sammen og indgik en højtidelig pagt med Gud og hinanden i et forbund, hvor de ved deres underskrift forpligtede sig til at tage afstand fra fornuft-kristendommens tale om det enkelte menneskes dyd og moral som en frelsesvej. De erklærede at nåden var den eneste vej til frelse og at det var nødvendigt at vidne om dette budskab samt holde sig til ”Guds rene ord og Luthers lærdom”. Ved den lejlighed blev DE STÆRKE JYDER TIL. Dette navn menes at hentyde til deres stædighed og fastholden af deres meninger. Det var en pietistisk forkyndende bevægelse, der også havde rødder i den Lutherske ortodoksi.
Denne vækkelsesbevægelse var som nævnt et religiøst oprør først og fremmest mod reformer i kirke og skole: I 1798 kom oplysningstidens ”Evangelisk-kristelig Psalmebog”, der afløste Kingos salmebog, der var blevet autoriseret i 1699. Den nye salmebog var moderniseret, sproget gjort moderne og salmerne gjort kortere, så de hurtigere kunne synges. På den måde mente mange, at salmernes indhold og mening gik tabt, så salmerne blev værdiløse. Det kom til salmebogs kamp, de såkaldte ”Sangerkrige” flere steder, hvor præster og en del af menigheden sang efter den nye salmebog, og ”protest-grupper” mødte op i kirken for samtidig at synge efter Kingos salmebog, som ”De stærke Jyder” insisterede på at beholde.
Som nævnt indførte Arrild Brøchner i 1838 evangelisk-kristelig salmebog og anførte, at kun tre i Kollerup var imod det, ”men ganske vist et større antal i Vindelev”, hvor lægmandsbevægelsen fik en vis udbredelse.
Et stridsmål gjaldt også katekismerne. Inden oplysningstiden havde man anvendt Pontoppidans katekismus i skolen og som grundlag for konfirmand-oplæringen. Den blev nu afløst af ”Balles lærebog”, en ny katekismus. Også her insisterede ”De stærke Jyder” på at beholde den gamle katekismus.
Indflydelsen fra ”De stærke Jyder” bredte sig længere syd-vest fx over til Grejs-Sindbjerg. I 1834 var der de på stedet kommet en hjælpepræst, Mau, til sognepræsten pastor Olsen, der ikke var begejstret for vækkelsesbevægelsen. Det samme gjaldt i øvrigt præstestanden i al almindelighed. Men Mau var grebet af vækkelsesbevægelsen og skriver bl.a.: ”Der fandtes intet alvorligt christeligt Liv, da jeg i Efteraaret 1834 kom i Huset hos Pastor Olsen for at assistere ham med at prædike og bestyre de verdslige sager. Den korte tid, jeg var der, prædikede jeg næsten hver søndag, og medens Kirkerne plejede at stå næsten tomme, fordi ingen gad høre Olsens Pølsesnak, strømmede Folk i Hundredevis til Kirkerne for at høre det levende Guds ord at forkyndes”. Han nævner, at han de sidste to søndage, han var der, havde over 1000 kirkegængere fra 13 forskellige sogne. Deriblandt var der sognebørn fra vores pastorat, hvor en del unge i foråret 1835 gik i kirke hos Mau og om efteråret til forsamling hos den ”vakte” gårdejer, Jens Jørgensen, i Uldum. Blandt de unge var hans bror Morten, der var tjenestekarl i Vindelev. Samme år oplyses, at et par husmænd i Kollerup havde fået børn konfirmeret i Rårup (på ”De stærke Jyders” egn) på grundlag af Pontoppidans katekismus.
Efter Mau var rejst fra Grejs-Sindbjerg, var der ca. 50 ”vakte” i disse sogne. De dannede i 1835 en ”Missions Forening af Almuens Folk”. I 1836 sluttede ”Christne Bønder” fra Vindelev sig til den forening.
En lægprædikant, som måske er mange bekendt, Peter Larsen Skræppenborg fra Dons, optrådte i første halvdel af 1800-årene ved de gudelige forsamlinger rundt om på landet. Han holdt i sommeren 1837 en andagt i Vindelev og derpå med deltagelse af 8-10 personer fra Fløjstrup en større forsamling sammen med Mau på tidligere omtalte Jens Jørgensens gård – en forsamling, der søgtes standset af sognefogeden og medførte en retssag. Det forholdt sig nemlig sådan, at en forordning fra 1741 forbød lægfolk at holde større religiøse forsamlinger. Det var statskirkens forsøg på at bremse disse lægmandsbevægelser. Egentlig forsamlingsfrihed kom der først med grundloven 1849.
Fra den følgende tid – altså også efter Arrild Brøchners indførelse af den nye salmebog - er der flere vidnesbyrd om vækkelsesoprøret i vores pastorat. 7 fra Vindelev og 1 fra Kollerup underskrev 1839 en ”adresse” mod ritualændringer. 16 fra pastoratet sluttede sig i 1842 til en DMS afdeling (Det Danske Missionsselskab stiftet i 1821), og i 1843 blev en husmand fra Vindelev anholdt som kolportør for Peter Larsen Skræppenborg.
Først med grundloven 1849 blev der foruden forsamlingsfrihed ligeledes religionsfrihed. To lokale mænd, der begge hørte til vækkelsesbevægelsen og var venner, var med i Den grundlovgivende Forsamling fra 1848, nemlig Anders Hermandsen fra Sandvadgård i Sandvad og ovennævnte Jens Jørgensen, der fra 1947 boede i Bøgballe.
Vækkelsesbevægelsen fik oprettet en friskole i Vindelev. Den vil jeg fortælle om i næste kirkeblad.
Vækkelsesbevægelsen, der var startet og blev ledet af almuens egne folk, blev en livskraftig bevægelse, der dog i midten af 1800-tallet splittedes i to bevægelser: De missionske og grundtvigianerne, der kom til at stå skarpt overfor hinanden.
Artiklen her om vækkelses- og lægmandsbevægelsen er langtfra fyldestgørende.
Er der interesse for at vide noget mere om vækkelsesbevægelsen, og har man adgang til internettet, er der en masse at hente der. Under søgeordet ”de stærke Jyder” kan der læses om de nævnte salmebøger, om hvor man søgte om at beholde og bruge Kingos salmebog, om forskellen mellem Pontoppidans katekismus og Balles Lærebog (5 væsentlige punkter), salmebogskampen. Endvidere kan man læse om Den grundlovgivende Forsamling og om Anders Hermandsen og Jens Jørgensen. En stor del af det er skrevet af A.P. Nørgaard, Vindelev.
I Svundne Tider, vores lokalhistoriske forenings årsskrift, nr. 12 fra 2009 kan man læse om Den Grundlovgivende forsamling – og i årsskrift nr. 1 fra 1998 kan man læse om Vindelev Missionshus, som jeg ikke har omtalt her, men som på det tidspunkt havde eksisteret i 100 år.
Jeg vil også nævne en bog, som er nem at gå til: Martin Schwarz Lausten ”Kirkens historie i Danmark”. Den er udgivet af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer i 1999.
PRÆSTE- OGSOGNEHISTORIE 9
Vindelev friskole
Som nævnt i sidste kirkeblad ville De stærke Jyder ikke acceptere den nye, oplysningsprægede katekismus (Balles lærebog) eller den nye evangelisk-kristelige salmebog, men ville beholde den gamle katekismus (Pontoppidans forklaring) og Kingos salmebog og have deres børn undervist og konfirmeret på grundlag af disse bøger. Dette betød, at de ikke ville have deres børn i den almindelige skole, men ville undervise dem selv. Det kunne de ikke bare sådan uden videre få lov til. Frederik 6., der var enevældskonge (den sidste af slagsen) bestemte som sådan over skolevæsnet. Han blev til sidst så træt af stridighederne og den civile ulydighed, at han 1839 gav efter for presset og gav dem lov til selv at undervise deres børn i private friskoler. I alt blev der fra sidste halvdel af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet oprettet 13 ”opvakte friskoler” i sognene mellem Horsens og Vejle. En af disse friskoler kom til at ligge i Vindelev.
Som tidligere nævnt var lægmandsbevægelsen på egnen stærk fra midten af 1840´ne. Det skyldtes ikke mindst en mand ved navn P. H. Schmidt fra Vodder i Sønderjylland. Han var læreruddannet i Snedsted 1841. Han blev på foranledning af bl.a. tidligere omtalte Jens Jørgensen i 1844 hjælpelærer i Holtum og privatlærer for dennes børn. Schmidt virkede som lægprædikant og tog del i egnens forsamlingsliv, ikke mindst i Vindelev (der grænser op til Holtum i Sindbjerg sogn). De vakte hér opfordrede ham i 1846 kraftigt til at blive privatlærer for deres børn. En ansøgning blev i foråret 1847 sendt til Vindelev sogneforstanderskab om oprettelse af en privatskole. Sogneforstanderskabet var betænkelige ved ”den stærkt tiltagende ortodox kirkelige Retning i Menigheden” og nærede frygt for, at en sådan skole ville få for stor tilslutning. Men skolen blev bevilget. Schmidt købte sig en lille ejendom i Vindelev, hvor han flyttede til med sin familie. Her oprettede han en skolestue og startede samme forår skolen op med 30 børn. Skolen i Vindelev adskilte sig fra de andre vakte friskoler ved, at ikke kun de vaktes børn havde adgang, men skolen var åben også for ”ikke-troende”. Tidligere omtalte pastor Scheving, der jo var vores sognepræst 1846-59, gik ind på at konfirmere børnene i Vindelev kirke på grundlag af ”Pontoppidans forklaring”. I årene 1848-60 fik 16-17 familier i Vindelev, 1 i Kollerup og 7 i Sindbjerg deres børn konfirmeret på dette grundlag. Præsten i Sindbjerg ville nemlig ikke konfirmere børnene efter Pontoppidan og Kingo.
Undervisningen i Vindelev friskole var meget ensidig. Den bestod næsten udelukkende af udenadslære af katekismen ”Pontoppidans forklaring”, af bibelhistorie og Kingos og Brorsons salmer. Til indøvelse i skrivning brugtes forskrifter, som indeholdt bibelsprog og salmevers. Til regning brugtes en regnebog, ”Cramers regnebog”. Regning var det eneste fag på skolen, der ikke kunne henregnes under betegnelsen ”gudelige øvelser”. Der undervistes således ikke i historie eller naturhistorie. Ingen lærebog var tilladt, hvis indholdet ikke ligefrem handlede om ”kristelige ting”. Undervisningen i Vindelev friskole har sandsynligvis ikke adskilt sig fra den i de øvrige vakte friskoler.
Undervisningen foregik hver anden dag året rundt. De dage Schmidt ikke underviste i Vindelev, underviste han i friskoler i Bøgballe og Sindbjerglund. Blandt andet vedrørende disse tre skoler har der fundet en brevveksling sted mellem Schmidt og Anders Hermandsen på Sandvadgård, som hørte til de vakte.
Det første brev har Schmidt skrevet fra ”Vindelev Biskole” den 7.maj 1847, sandsynligvis lige efter skolens start:
”Hvad skolegangen i min Skole angaar, da blive denne, om Gud vil, saaledes: I Vindelev hver mandag, torsdag og fredag i Sommer. ”På grund af helligdage i foråret følger så nogle afvigelser, og han nævner, at i to dage efter himmelfartsdagen skulle han ”om ske” begynde med skolen i Lund (Sindbjerglund). Han slutter brevet med ønsket om Guds Fred for Hermandsen og hans hus. Men forinden roser han et par af Hermandsens børn: ”I øvrigt glæder jeg mig ved den Bekjendtskab, jeg i dag har gjort med dine tvende, som jeg tror, ret flinke og lærevillige Børn”.
Det andet brev, vi har kendskab til, stammer fra den 19. april 1853. her kalder han skolen ”Vindelev Privatskole”. I dette brev begynder han med Hermandsens børn: ”Tak for dine små Piger. Flinke Børn faar jeg nok Plads til. Hvad dine to smaa Drenge angaar, da kommer der vel ingen af dem til Examen i Aar, og derfor travler det vel ikke med deres Skolegang paa denne Side Mai. Dog, om du selv synes derimod, skal jeg ikke gøre Indvending. Men endnu som før, har jeg uordentlige Børn i min Skole, hvilket forvolder mig tit Bryderier, som du nok kan forestille dig.” Han fortæller, at Vindelev-disciplene får fri næste dag (torsdag), fordi han skal til Bøgballe og undervise. Det plejer han ellers om fredagen, men da er det bededag. Disse ture til Sindbjerglund og Bøgballe forgik til fods. Men det var jo almindeligt på den tid.
Man kan ”på nettet” under ”De stærke Jyder” læse brevenes fulde længde samt en artikel om ”Privatskolerne i Sindbjerglund og Vindelev” , begge forfattet af A.P. Nørgaard, Vindelev.
Efter oprettelsen af Vindelev Friskole deltog Schmidt fortsat i forsamlingsbevægelsen på egnen, også som leder og arrangør af forsamlinger. Senere begyndte ”De Grundtvigske Vildfarelser” at gøre sig gældende anført af Peter Larsen Skræppenborg, der ellers havde tilhørt de vakte pietister. Og der opstod splittelse indenfor vækkelsbevægelsen. Den pietistiske fløj udskilte sig midt i 1850´erne. Schmidt holdt fast ved den pietistiske arv, og det må antages, at han heri støttedes af de fleste vakte. Overfor dem stod en mindre, grundtvigsk orienteret kreds anført af Morten Jørgensen. Han var ellers en af de unge fra Vindelev, der tidligere var blevet vakt efter at have hørt den pietistiske hjælpepræst Mau i Sindbjerg. Han var karl i Vindelev på det tidspunkt og i øvrigt bror til den omtalte Jens Jørgensen fra Holtum. Dette skrev jeg om i Præstehistorie 8 i sidste kirkeblad. Morten Jørgensen fandt sig en kone i Vindelev og blev senere gårdmand i Fløjstrup. I 1860 er han desuden sogneforstander og nu 52 år gammel.
I 1864, da Schmidt var 48 år, sluttede han sin lærergerning, og Vindelev friskole blev nedlagt efter knapt 20 år. Til gengæld var der omkring 1865 en grundtvigsk friskole i Vindelev. Efter fratrædelsen i Vindelev beskæftigede Schmidt sig udelukkende med landbrug. I 1865 overtog han en gård sammesteds, og 1880 blev han gårdejer i Jelling, hvor han døde i Jelling 1884. Der lever stadig efterkommere af P.H. Schmidt her på egnen.
I Højskolebladet fra fredag den 27. januar 1893 skriver ”en landsmand i Amerika”, F.M. Kristensen, Denmark, Kansas, om Vindelev friskole og sin tid som elev der 1853-60. Denne beretning vil blive bragt i uddrag i det næste kirkeblad.
Annegrethe Løwendahl
INDHOLD:
(kirkeblad juni. 2009)
Præstehistorie 2
(Kirkeblad sept. 2009)
Præstehistorie 3
(Kirkeblad dec. 2009)
Præstehistorier 4
(Kirkeblad dec. 2010)
præstehistorie 5
(kirkeblad marts 2011)
præstehistorie 6
(kirkeblad juni 2011)
Præstehistorie 7
(kirkeblad sept. 2011)
Præstehistorie 8
(kirkeblad marts 2012)
Præstehistorie 9
(kirkeblad juni 2012)
Kollerup og Vindelev Sogne, Sognepræst Birgitte Rosager Møldrup - brm@km.dk - Tel. 75 87 15 28 - Mob. 26 46 12 85 - Kollerupvej 9A