EMMA GAD - OG JEG GAD EGENTLIG OGSÅ

Nu er det 100 år siden hun døde i dag. Emma Gad, som i mange år var retningsgivende – først som hende hvis råd man fulgte, om det at holde hjem og tvivlsspørgsmål om det sociale samvær. Modsat blev det i 70érne, hvor Emma Gad blev hende man gjorde oprør mod, for ”Emma Gad, men vi gider ikke”, som rødstrømperne sagde engang og som Camilla Plums kogebog fra 1986 blev navngivet efter.

I tråd med 70ernes oprør mod autoriteter, tænkte man på hendes univers, som noget der hæmmede – især kvinder – for hvorfor skulle hun bestemme, hvordan man skulle leve som familie? Eller hvilke regler der gjaldt når man skulle dække bord? Oprøret mod det var på sin plads imod den ensretning, der lå i ”Takt og tone”, men jeg tror hun på sin tid først og fremmest var en lettelse! For hun nedskrev omhyggeligt, det som kun borgerskabet indtil da fik ind med modermælken og bare lå i luften. Nu nedskrev Emma Gad de udskrevne regler, så alle kunne få besked. Det er faktisk noget kærligt over det – en social bedrift. De sociale lag havde rykket sig og det borgerlige Danmark havde ikke mere patent på takt og tone. Så det Emma Gad leverede var nok det man kunne kalde, en meget mild form for social kontrol, men det gav flere danskere visheden om, at de havde styr på takt og tone. Og det var jo ikke kun noget med belevenhed ved middagsbordene, men også byggeri af sommerhuse og påklædning ved sportsudøvelse. Men ikke mindst børneopdragelse og naboskab. Hun var en fremragende coach.

Om børneopdragelse skriver hun: ”At lære den unge den kunst at leve livet, er jo at dygtiggøre ham eller hende som menneske. Hvorledes sker det? Hvori består kunsten at opdrage? Vistnok så godt som ene og alene i eksemplet….sammenlagt med en aldrig svigtende kærlighed, er den bedste og i grunden eneste opdragelse, man kan give sine børn.”

Men der er andre steder i bogen, som man ryster på hovedet af: at man ikke må afstraffe de større børn (?) og at man ikke må fortælle børn at de er kønne, for det kan de tids nok få at vide. Det er bogen takt og tone, den ellers ret så flittige skuespilforfatter, er blevet kendt for, men man kan ikke kan anvende bogen én til én i dag. Meget er forandret på 100 år. Men noget er ikke, og det er blandt andet, at vi har brug for en gennemsigtighed, når det gælder en viden om, hvordan vi skal gøre, for ikke at falde uden for fællesskabet. At vi for eksempel har tøj på når vi går uden for vores hoveddør; at vi smiler når andre smiler til os; at vores børn kæmmes for lus den dag skolen siger vi skal, og aktuelt: at vi tager mundbind på inden døren til Super-Brugsen glider op.  Vi kan ikke være et samfund uden regler, og Emma Gad var behjertet, og fortalte de usikre, hvad de skulle gøre.

Mange prøver i dag at gøre Emma Gad kunsten efter og skriver livstilsbøger og der er en skov af tilbud om coaching gennem livet. Men ingen har fået samme gennemslagskraft som Emma Gad fik for 100 år siden. Hun nedskrev det man kunne kalde en hverdagslivets liturgi. Så det at have takt og tone blev noget alle kunne få. Jeg tror det hjalp mange mennesker dengang, og nogen gange kunne man i dag såmænd længes efter en manual for god opførsel. Det ville da være meget nemmere det hele. Emma Gad og jeg gider sådan set også at få sat ord på denne ”liturgi”, så vi kan give andre en chance for at være med i dansen. Også dem, der ikke er født i Ikast, men i Istanbul. En fælles viden om hvordan vi forventes at leve sammen giver fælles-skab. Men jeg tror ikke det er noget vi kan nedskrive som Emma Gad gjorde dengang. Det er i samtalen vi skal finde en vej for samvær, men det er bare meget mere besværligt. Men nok det bedste.

NYTÅRSHILSEN 2021 FRA PRÆSTEGÅRDEN

Jeg kan huske at vi som børn nogen gange talte med hinanden om det spændende i, at indianere havde navne, der fortalte hvem de var: snedige bjørn, ”han kæmper”, trofaste ven, kloge ørn o.s.v. Og hvad ville vi mon have heddet, hvis vi var blevet født som indianere? Kloge ulv eller trofaste mus? Også de fleste danske navne betyder et eller andet, men det er ikke noget vi er så vanvittigt optagede af, når vi giver vores børn navne.

Da Maria bar sit nyfødte barn ind i templet for at give ham navnet Jesus, så var der ikke så meget at rafle om, for hende og Josef. En engel havde sagt – både til Maria, da englen Gabriel i første omgang fortæller Maria, at hun skal føde Guds søn og kalde ham Jesus, og siden til Josef i drømme, at han ikke skal forlade den gravide Maria, selvom han ikke er faderen, - for det er selve Guds søn Maria skal føde, - og han skal kalde ham Jesus. Så det gør de, som vi kan læse i den korte tekst, der hører til her nytårsdag: ”Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” Lukasevangeliet 2,21.

Maria og Josefs dreng var ikke den eneste, der hed Jesus omkring år 0. Og navnet er den dag i dag almindeligt i spansktalende lande og blandt muslimer, hvor Jesus er en beundret profet (men altså ikke Guds søn). Men navnet Jesus tilhører alligevel Jesus. Hvis man siger Jesus, så ved alle hvem man taler om. Navnets betydning er knyttet til Marias søn – til Gud søn, for navnet betyder ”Gud frelser”.

Enhver hændelse gennem Jesu liv, har denne betydning gemt i sig: Gud frelser!

Frelse betyder ikke helbredelse, men mere at man bliver løskøbt eller sat fri, af noget man er bundet af. Og det som menneske skulle løses fra, er dét i os selv, der vil ødelæggelsen. Vi bliver sat fri fra det onde. Det er den frelse, som Gud viste os gennem Jesus. Gud frelser – og dermed er det også sagt, at Gud ikke først og fremmest er mægtig eller skræmmende eller allestedsnærværende eller almægtig – det er Gud måske også. Men når det er navnet Jesus, der bliver givet Guds søn, så er det fordi, at Gud først og fremmest vil være vores frelser. Han vil gøre os frie.

I 2020 har vi været noget hæmmede i vores udfoldelser. Vi har ikke kunnet være så tæt på hinanden, som vi gerne ville, men jeg vil vove den påstand, at netop det har først os tættere sammen på et andet plan. Jeg synes at 2020 har været et meget anderledes år, og meget uvant, idet vi ikke havde forudset noget af det som skete med covid-19. Og det har været skræmmende og det har haft sørgelige konsekvenser. Men det er ikke kun sørgeligt, at det frie marked har fået en påmindelse om, at der i verden er noget, der er vigtigere end vækst. Det er ikke kun sørgeligt, at have hjemmeskole. Det er ikke kun sørgeligt, at vi ikke kan rejse til fjerne lande. Der er andet, der er mere sørgeligt.

2020 skal ikke udskældes for at være et dårligt år, for det er løgn. Det har på det menneskelige plan også været et fantastisk år. Og jeg håber, at vi tager det med os ind i 2021: omsorgen for hinanden og for verden. Sans for hvad en tilværelse kan fyldes med. Så selvom vi tilsyneladende har været hæmmede, så er vi på et dybere plan blevet sat fri. Da verden blev stille, var der stille nok til at se, hvad vi havde gang i. Og for nogen er det blevet en gave – at blive sat fri, af noget, man havde låst sig selv fast i. Fri til livet.

Jesus betyder ”Gud frelser” – Gud sætter fri. Det burde ikke være nødvendigt med en pandemi, for at vi får øjnene op, for den frihed Gud har givet os at leve i. For vi kan også bare høre det i ordene fra Jesus. I hans navn og i hans ord kan vi opsøge friheden fra ligegyldigheden og vor tids slaveri, som har så mange former. I kender dem selv. Guds fred være med jer - og en velsignet og frisættende nytår i 2021. 

Hilsen Birgitte Rosager Møldrup