logo_ny.png

optagelse corona (2)

Henrik Kunz, Kirsten Schroll og Birgitte Møldrup i gang med onlinegudstjenster m. organist Ove Rasmussen.





ONLINE GUDSTJENESTER M.M. UNDER CORONA-KRISEN


Alle andagterne kan ses på linket HER













En lille sanghilsen 26. marts fra Ove Rasmussen og Kirsten Schroll kan høres her


Prædiken 5. Søndag efter påske.                       Dagens bibelekster kan læses i sin helhed HER.



Jesus beder en lang og indviklet bøn til sin far, dagen før han korsfæstes. Og noget af den bøn, er teksten til i dag. Læs den i linket ovenfor. Og Jesus ber – ikke for sig selv. Han beder for os. For som han siger: ”Jeg er ikke længere i verden. Men de er i verden”. Han beder for os, fordi at han vil forlade os. Og i årene der kommer – ja gennem flere tusinde år, da vil følelsen af, at Gud har forladt os –har glemt os, slå ned i os mennesker. Men måske er det ikke Gud, der har glemt os. Måske er det mere os, der har glemt Gud?

Her i coronatiden sendte en ven, der synger i kor, et link til at helt særlig sang, de har indspillet. Den er skrevet af George Michael, og hedder ”Praying for time”. En lidt mørk sang, der sætter spørgsmålstegn ved om Gud har glemt os, og om vi overhovedet er Guds børn mere? En sang der appellerer til samvittigheden, men også til at gå i forbøn for verden. Og derfor er den værd at lytte til.  De har indspillet den på bedste corona-vis: i hver deres stue har de indspillet deres stemme med deres mobil, og det er et smukt resultat. Hvis du vil høre den, kan du trykke på linket ovenfor og læse teksten nedenfor eller høre originaludgaven med George Michael.

Sangen handler om at det måske er på tide, at bede for tiden. Eller for mere tid. Jesus bad for os, men hvad beder vi for? Glemmer vi at tage Gud med i det store billede af, hvad der skal blive af verden?

Under corona-krisen har der været bekymring for sygdommen, men de fleste mærkede hurtigt, at verden nød godt af stilheden. Jeg indså også at kærligheden mellem mennesker ikke har lidt skade, fordi vi ikke har kunnet røre ved hinanden. For i tiden vi fik givet under nedlukningen, voksede en omsorg og opmærksomhed, nærmest i takt med at forbruget faldt. Vi fik tid til at kede os og komme i tanke om gamle venner. Det var nye takter, der afløste en hektisk rastløshed, som normalt præger os alle. Nu skal Danmark genåbnes. Og det kan ikke gå hurtigt nok med at få gang i restaurationsbranchen og handlen. Folk interviewes på gaden om, hvor meget de glæder sig til at komme ud og shoppe løs igen. Så få uger efter at verden stod stille, og hvor mange, tror jeg, fandt en ømhed for verden i den himmelske stilhed – i bogstaveligste forstand, da flytrafikken stoppede, så er vi allerede i gang med at glemme den omsorg for verden, som vi mødte i os selv, i hinanden og hos verdens ledere. En omsorg for en sårbar verden. Men nu skal vi sandelig åbne og det skal gå stærkt for ellers går det galt med økonomien! Og alt er glemt. Og det er nok menneskets natur. Og derfor så skal vi høre Jesus sige, at han går i forbøn for os. At han beder for os.

Eller gør han? I teksten siger han at han beder for dem, som har taget imod ham. Ikke for verden, men for dem der har taget imod hans kærlighed. Men har vi det? Og hvad betyder det?


George Michael skriver i teksten (i min egen mangelfulde oversættelse):

De rige erklærer sig fattige

og vi er ikke sikre på om vi alligevel har tiltusket os for meget

men vi tager chancen

for Gud holdt op med at gøre regnskab

jeg tror Gud engang lod os alle lege ude

vendte os ryggen, og alle Guds børn sneg sig ud af bagdøren.


Når vi siger, at Gud nok alligevel har glemt os, og ikke mere holder regnskab, så er det måske en legitim undskyldning for at gøre lige det, som vi måske inderst inde godt ved ikke kan være Guds plan. For er det Gud, der har glemt os og vendt os ryggen i ligegyldighed med vores handlinger? Eller er det os, der har vendt ham ryggen? Ikke vil tage imod hans kærlighed – hans formfuldendte skaberværk. Er det ikke os, der har glemt at bede til ham – for hinanden – for tid – for tiden vi lever i.


Og det er svært at elske, der er så meget at hade

Hænger fast ved håbet,

når der ikke er håb, der er værd at snakke om

og den sårede himmel foroven siger, at det er alt for sent

Så måske vi alle skal bede for ”tid”.


Vi skal bede for at der er tid. Vi skal bede for den tid, der kommer nu. Vi skal bede for, at nok skal verden i gang, men den skal ikke ”komme for godt i gang”. Vi skal bede for, at vi skal bevare vores eftertænksomhed, så det kan komme tiden til gode. Vi skal bede til Gud for tid og for tiden. Som Jesus bad til Gud for os. Der er sandelig brug for begge dele. Kun med Jesus bøn for os og med Guds hjælp, kan vi gøre hans vilje. Og når jeg synes Gud har glemt mig, så skal jeg huske at spørge mig selv, om ikke det er mig, der i virkeligheden har glemt ham. Og glemt, at jeg er Guds barn. Glemt, at gå efter det evige liv i Guds hånd.

”Dette er det evige liv”, sagde Jesus i dag, ”at de kender dig den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus”. Amen.

Lad os bede.                                       Gud, hør vores bøn

                                                          Vi lægger tiden I dine hænder:

                                                          Giv os visdom

                                                          til at se din kærlighed

                                                          og opdage din skabte vidunder-verden

                                                          og lad os indse, at vi først og fremmest kan leve af det.

                                                          Lad os ikke tage chancer, der undergraver din skabelse.

                                                          Lad os leve til din ære og til ”tiden”s glæde og gavn

                                                          Amen


”PRAYING FOR TIME” (George Michael 1990) 

Høre kor-udgaven ved at klikke på billedet øverst. Origianludgaven kan høres HER 

These are the days of the open hand

They will not be the last

Look around now


These are the days of the beggars and the choosers

This is the year of the hungry man

Whose place is in the past

Hand in hand with ignorance

And legitimate excuses


The rich declare themselves poor

And most of us are not sure

If we have too much

But we'll take our chances

Because god's stopped keeping score

I guess somewhere along the way

He must have let us alt out to play

Turned his back and all god's children

Crept out the back door


And it's hard to love, there's so much to hate

Hanging on to hope

When there is no hope to speak of

And the wounded skies above say it's much too late

Well maybe we should all be praying for time


These are the days of the empty hand

Oh you hold on to what you can

And charity is a coat you wear twice a year


This is the year of the guilty man

Your television takes a stand

And you find that what was over there is over here


So you scream from behind your door

Say "what's mine is mine and not yours"

I may have too much but i'll take my chances

Because god's stopped keeping score

And you cling to the things they sold you

Did you cover your eyes when they told you

That he can't come back

Beacuse he has no children to come back for


It's hard to love there's so much to hate

Hanging on to hope when there is no hope to speak of

And the wounded skies above say it's much too late

So maybe we should all be praying for time



Midfaste Søndag 22. marts 2020


Kirken er lukket. Vi kan ikke engang gå ind i den. Og det vi normalt synes er af afgørende betydning, må vi nu undertrykke – for der er ingen gudstjeneste, ingen dåb, er ingen altergang – der er kun ordet og bønnen tilbage.


Uddrag fra søndagens evagelietekst Johannesevangeliet 6,30-37:

Flokken spurgte Jesus: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«

(søndagens tekster i helhed https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke)


Vi har nu prøvet en uge med lukkede skoler, biblioteker, kirker, og hvor vi får at vide: ”bliv hjemme”. Vi skal passe på ikke at smitte hinanden, og derfor adlyder vi også: Kirken er låst af, stadig ingen gudstjenester og konfirmationerne er udskudt til september.

Der er stor forskel på, hvordan man oplever denne her corona-krise. Nogen er ganske alene, nogen er syge, mens andre næsten skamfuldt hygger sig med god tid til den hjemmeværende familie. Nogen går fallit og familiebånd og ægteskaber står enten sin prøve eller får en uventet vitaminindsprøjtning. Møder bliver afholdt og undervisning leveres, men vi kan ikke mødes og dele luft med hinanden.

Vi kan ikke mødes og give hånd eller give hinanden et velfortjent kram. Og efter sigende skulle kram have en helbedende effekt. En psykoanalytiker har ligefrem sat tal på: 4 kram om dagen, så kan man overleve, 8 kram om dagen så lever vi i balance, 12 kram om dagen skal der til for at vokse og udvikle sig. Kram modvirker stress og sygdom og styrker immunforsvaret. Så hvad gør vi nu?


Mange sender ”virtuelle” krammere, når vi samtaler på de sociale medier, men tæller det? Ja, man kunne også vælge at kalde det et åndeligt kram. Ligesom Jesus i dag taler om brød på en mere åndelig måde.

De er en flok, der var vidne til, at Jesus sørgede for, at 5000 mand fik mad, ved at uddele 5 brød og 2 fisk! Og nu slipper de ham ikke sådan lige, hvilket er helt forståeligt. Men Jesus bliver nød til at gøre dem klart, at det var et tegn. Et tegn på en uudtømmelig kærlighed. Og at et liv med ham, aldrig kommer til at betyde, at man altid har brød nok at spise, men med Jesus som livets brød, er det en anden sult, der mættes. Det betyder ikke, at man aldrig mere skal blive ked af det, føle sig ensom eller opleve sorg. Men i Jesus har vi mødt en kærlighed, som mætter os. Og det kan siges helt enkelt: vi har hans ord for, at Gud møder os med ufortjent kærlighed. Det mætter. Men hvordan kan vi mærke det?


Grundtvig og Kierkegaard levede samtidig tilbage i 1850´erne, og var bestemt ikke venner, og var heller ikke enige om ret meget. Heller ikke hvordan vi kan opleve Guds nærvær og erfarer Guds kærlighed. Kort og forenklet fortalt: Kierkegaard søgte efter Gud i en stadig stræben, og kunne alene i ”øjeblikket” - i en slags "religiøs" tilstand, komme til den triste erkendelse, at Gud er uendelig fjern fra mig – det jordiske menneske. Grundtvig gik i stedet i kirke. Og dér ved alterbordet eller ved dåben var Gud ”nærværende i sit tilsyneladende fravær”, som han udtrykte det. Gud er aldrig rigtig væk – det er bare noget vi tror. Det nærvær kunne Grundtvig altså erfare i kirken - ved dåb og nadver. Men hvad gør vi nu, hvor vi ikke kan mødes i kirken?


For når Jesus kalder sig livets brød, så vil det for os altid hænge sammen med nadveren. Når vi går til alters og modtager det brød, som Jesus kalder sit legeme, så modtager vi det på en måde, så vi kan mærke det. Som et kram fra Gud. Ligesom mannaen i ørkenen, der kommer dalende fra himlen, som er den hændelse Moses med Israelitterne oplever som et konkret tegn fra Gud.

Men Jesus er først og fremmest livets brød, på den måde, at hans ord er det brød, som vi kan spise af og mættes af. Det ord er hans åndelige kram. For kærlighedens budskab går gennem tid og rum og hjemmekarantæne. Og Jesus giver os en krumme – en smagsprøve på dette livets brød – til sidst i teksten i dag: ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.« Vi kan aldrig vises bort. Ingen af os er for forkerte eller for uansvarlige eller for hamstrende eller for politisk korrekte, til at blive i hans nærvær. Det mætter.


Vi kan ikke kramme hinanden for tiden, men også vi kan give hinanden et åndeligt kram. Og på mange fantasifulde ”åndelige” måder tager danskerne sig af hinanden: vi synger samtidig, vi ringer sammen, vi facetimer og skyper sammen, når nu de helbredende og livsopretholdende fysiske kram ikke kan fordeles mellem os. Og her kommer så endnu en måde: bed for hinanden. Det er i sandhed et åndeligt kram, der, om Gud vil, kan mærkes. Forbøn hedder det, og det betyder, at man beder for nogen, i ønsket om at Gud er med dem. Og selvom forbøn måske ikke er noget, man har gjort så meget i, så er det nu vi må i gang. Vi ved selvfølgelig ikke, om det virker, men tænkt nu hvis det gør? Lad os bede:

Gud - hør vores bøn

for de mange mennesker, der lige nu sidder 

i frygt for sygdom og død,

i frygt for livsforandrende tab,

i frygt for at smitte andre,

i frygt for at gå til i ensomhed -

trøst dem og styrk dem.

Giv de mennesker, der i hele verden kæmper mod sygdommen

kræfter og helse til hver dag at kæmpe videre.

Lad sygdommen slippe sit greb om verden

og giv os dagligdagen tilbage.

Og lær os at bruge det, vi nu har lært:

At livet er tomt uden hinanden

og uden dig.

Bevar os til sidst i håbet om, at selvom du synes fraværende

virkelig er nær hos os, og kan mætte os med din fred

gennem din søn Jesus Kristus.

Amen


Salmeforslag: DDS 305


Kom, Gud Helligånd, kom brat!
Gennembryd den mørke nat
med Guds morgenrøde!
Lad vort hjertes lærkeslag
hilse Herrens klare dag,
som står op af døde!

2

Sjælesørger allerbedst,
hjertekamrets ædle gæst!
Vær hos os til stede
med Guds fred i storm og strid,
himmelsk trøst i trængsels tid!
Sluk vor sorg med glæde!

3

Saligheden, tvivl til trods,
gør indlysende for os,
som ved Ånd os trøste,
føle dybt, at uden dig
tomt er alt på jorderig,
avner kun at høste!

4

Styrk og bøj os med din arm,
gør vor kolde kundskab varm,
dæmp og luer vilde!
Rens os med dit hjertesuk,
kvæg os med din morgendug:
dryp fra livets kilde!

5

Lad for os, som på dig tro,
livets blomster overgro
gravens mørke tilje!1
Og ved kirkegårdens port
vift fra os hver skygge sort
med din hvide lilje!


Veni sancte spiritus, et emitte.
Stephan Langton omkr. 1200. (Dansk 1569).
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1868.


1 jordoverflade



SØNDAG 15. MARTS - 3. SØNDAG I FASTEN


Siden torsdag har verden været forandret. På grund af en ny virus, der hærger i hele verden, er også Danmark sat på vågeblus. Skoler, institutioner og mange arbejdspladser er lukket ned for en tid. Og der er ingen gudstjenester. Og derfor skriver jeg her på forsiden af kirkernes hjemmeside, for dem, der i dag, søndag den 15. marts gerne vil have en ord med på vejen ind i en uge, som er uforudsigelig. Ved at trykke på teksthenvisninger kan man læse hele teksten


Uddrag fra søndagens tekst (Johannesevangeliet 8, 42-51):

Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.


Nyhederne kører, og vi hører det samme igen og igen. Ordstrømmen i TV om coronavirus er med til på skift at ængste og gøre rolig. For vi er vel på rette vej nu? Og hvem har ret? Ved siden af DR og TV2 har der længe været andre medier, der på youtube og andre sociale medier har sendt tips ud i verden om, at man f.eks. kan undgå smitte, hvis blot man drikker eddike med salt! (og lad vær med at prøve!) og alverdens konspirationsteorier om, hvordan denne virus er kommet til verden. Vi skal hjælpe hinanden til at skelne mellem livsreddende påbud og humbug.

Vi skal i det hele taget hjælpe hinanden nu med at stå sammen, men hver for sig. For det er en fristelse at mødes. Det er jo det, vi plejer at gøre, når verden står i flammer. Men denne gang skal man gøre lige det modsatte af, hvad der falder os naturligt. Vi er henvist til vores eget eller familiens selskab, hvilket der jo kan være delte meninger om i et hushold med adskillige teenagere. Men det er sådan, det er nu. For alle. Og pludselig har vores muligheder for at kommunikere på nettet, fået min fulde anerkendelse. Nu giver det mening. Nu kan vi på den måde huske ikke at glemme hinanden, så vi kan stå sammen hver for sig.

I udplukket af dagens tekst siger Jesus to ting: at han ikke selv har tilkæmpet sig rollen som Guds søn. Den har han fået. Og det er vigtigt at få sagt, fordi at der også på den tid, lød mange stemmer, der ville fortælle, at det var dem, man skulle høre på og ikke ham der stod og råbte på den anden siden af gaden – eller på den anden tv-kanal. Så når Jesus siger: ”det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig”, så siger han: I skal ikke sammenligne mig med alle andre, der råber. Jeg er en anden, - jeg er fra Gud, og derfor kæmper jeg heller ikke med de samme virkemidler.

Og så er vi ved det andet han siger: ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster”. Det er en voldsom beskyldning, at vi skulle have djævelen til far, men Jesus siger med ordene, at mennesker er tilbøjelige til at vælge det, der nedbryder det skabte. Måske mod bedre vidende, – ja, oftest fordi man tror man vælger det sikre, og man er blevet døv for det Jesus siger. Man hører alle de andre, der råber fra det ene eller det andet hjørne, men ingen af de stemmer er Jesu stemme. Det skal vi være klar over. 

Hvad er Jesus stemme? Den er faktisk ret stille. For det Jesus ofte gør er, at han lægger sin stemme ind i os selv. Måske helt fra dengang vi blev skabt i Guds billede, ligger muligheden for at Jesu ord kan gemmes i vores hjerter. Det ved Jesus, selvom han siger de hårde ord om, at vi vælger at han djævelen til far. For forinden de hårde ord faldt, var farisæerne kommet hen til Jesus med en kvinde, som de havde grebet i at være sin mand utro. (Joh. 8,1-11) Og så skulle hun stenes – det siger de til Jesus, at det står jo i den lov, de har fået af Moses. ”Hvad siger du?” spørger de. Og så er det, at Jesus først ikke siger noget. Han siger ikke ”Ja, det er korrekt”, og han siger heller ikke ”Nej, det er forkert”. Han siger bare: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten” Og i det øjeblik lyder Jesus stemme i dem, og én for én går de væk. Ikke én smider en sten på hende. Jesus stemme lød som deres egen: ”Du skal ikke gøre det her”.

Sådan har Jesus flere gange ladet sin stemme lyde i os, ved netop at undlade at sige: ”det skal I gøre”, eller ”det skal I ikke gøre”, men han fortæller i stedet en lignelse om en fortabt søn, der kommer hjem (Luk. 15,11-32); om et får der bliver fundet (Luk. 15,1-7); om en døende, der får hjælp fra uventet kant (Luk. 10,25-36). I alle de fortællinger hører vi Jesus stemme, men svarene ligger gemt i os selv. Og så ved vi hvem vores far er. Fra sandhedens far kommer de ord, som blev lagt i os af Guds søn. En stemme, som finder vej til hjertet og udgår fra hjertet. Det er kærlighedens stemme. Og den skal vi høre som et bagtæppe bag alle de stemmer, som vi bliver nød til at lytte til i ugerne, der kommer. Amen.

Kære Gud

Verdens gang er med ét blevet uforudsigelig og mennesker er i fare

Det gør os ængstelige – for de ældste og for de syge

og for de mennesker, der lever i lande, hvor hjælpeløsheden er stor.

Vær med dem ligenu, der mister liv eller mister dem, de elsker.

Vær med dem, der er henvist til ensomhed.

Midt i uroen mærker vi forundret, hvordan tid og nærvær bliver givet os. 

Vi beder derfor med både tak og i håb for vores og andres liv:

Bevar verden.

Bevar vores tro på, at verdens gang lægger dig på sinde

og at din kærlighed virkelig kan modtages ufortjent.

Bevar os fra al nød.

Bevar din menneskehed og din jord.

For du så, at alt var godt ved verdens begyndelse –

og det er det endnu, og det er håbet for vores fremtid.

Hør vores bøn i Jesu Kristi navn

Amen.

1 (7 of 7)

Kollerup og Vindelev Sogne, Sognepræst Birgitte Rosager Møldrup - brm@km.dk - Tel. 75 87 15 28 - Mob. 26 46 12 85 - Kollerupvej 9A