logo_ny.png

Kronik af Birgitte R. Møldrup og Morten Fester Thaysen, Sognepræst i Varde, bragt i Kristeligt Dagblad mandag den 6. februar:


Kirken kan forny det folkelige fællesskab

I en tid hvor skoler og butikker lukker på landet, og de folkelige fællesskaber synes forsvundet, kan folkekirken gøre dem synlige igen. For i kirken er vi fælles om at tilhøre Gud og kan holde fast på, at vi har noget til fælles på trods af forskelle.

Det sker igen og igen, at der skrives om virkeligheden ude på landet. Købmanden lukker. Skolen lukker. Alting lukker – undtagen kirken. I gennem flere år har der af samme grund været et folkekirkeligt projekt, der har heddet ”kirken på landet”. Der er således blevet brugt tid og penge til at forske i, hvordan der kan være kirke i et sogn, hvor kirken er det eneste, der er tilbage. Men vi hører ikke rigtigt noget fra projektet om hvordan. Ikke herude på landet i hvert fald. Vi vil derfor prøve selv at komme med et bud på, hvordan folkekirken kunne komme til at spille en rolle i de 1000 sogne, der har under 1000 indbyggere. Vi mener, at kirken kunne blive det sted, der forstår sig selv som fornyer af det folkelige fællesskab. Ikke ved at sætte en masse aktiviteter i gang, men ved besinde sig selv på forbindelsen mellem det kirkelige og det folkelige fællesskab, og hvad denne forbindelse betyder.

Spørgsmålet er bare, hvad vi forstår ved et fællesskab. På Wikipedea defineres fællesskab som ”en samling af mennesker, som bindes sammen af noget de har til fælles, hvilket vil sige noget de er enige om, har samme synspunkt på eller f.eks. en interesse de deler med hinanden”. Sådan kunne man argumentere for, at kirken i sig selv er et fællesskab for dem, der har en religiøs interesse. Her mødes de, der har særlige interesser. De kender hinanden. De deler deres religiøse behov og deltager i religiøse ritualer med hinanden. De kan ligefrem omtale sig selv som en levende menighed. Folk, der ikke plejer at komme i kirken, mærker alligevel med det samme, at de ikke er en del af de andres fællesskab. Der er noget lukket over det. Ser vi kirken som et fællesskab for de religiøse, vil den reducere sig til at være et særligt fællesskab på linje med andre særlige fællesskaber i sognet. Nogle dyrker det religiøse, mens andre dyrker fodbold eller zumba. En sådan kirke vil ikke have nogen fornyende kraft i sognets folkelige fællesskab. Det vil til gengæld den kirke, der ikke ser sig selv som et religiøst fællesskab, men som et kristent fællesskab. Et kristent fællesskab, der som en selvfølge har forbindelse med sognets folkelige fællesskab.

Højskolemand, seminarieforstander og domprovst Jørgen Bøgh sagde engang: ”som folkekirke må kirken være kirke både for dem, der føler sig som religiøse, og dem, der ikke gør det. Som inkarnationens kirke må kirken være kirke for hele mennesket, og ikke blot for sjælesiden. Den sekt-mentalitet, som gør kirken til de bevidst religiøses kirke, og den opdeling af mennesket, som får kirken til at bruge en uendelighed af kræfter til den form for rendyrkning af det sjælelige, som kaldes opbyggelighed, er ubibelsk og uvirkelig. Den fratager den mere jordbundne del af befolkningen forbindelsen med den kirke, de blev døbt til at tilhøre”. En kristen kirke er altså inkarnationens kirke. Det kan ikke være anderledes, når Gud har inkarneret sig som et menneske. Her er han ikke kun tilstede i et særlig reservat af menneskelivet. Han er tilstede i hele menneskelivet – både sjæleligt og legemligt.

Når mennesker samles i kirkens gudstjeneste, er det derfor for at høre, hvem de er. De er ikke længere bare tilfældige individer, der ikke har noget med hinanden at gøre. De er mennesker til hvem, Gud er kommet. De er mennesker, som Gud har taget bolig i for at lade dem vokse sammen i tro, håb og kærlighed. I dette fællesskab er der ingen forskel på mand eller kvinde, rig eller fattig, vinder eller taber. De er fælles om at tilhøre det fællesskab, som Gud har taget bolig i. Når man har siddet på kirkebænk sammen, kan man derfor ikke være ligeglad med den, der sidder ved siden af. Måske er man forskellige. Måske kommer man ikke lige ofte i kirke. Måske er man tilmed uenige om det meste. Især det politiske. Men på trods af alle disse forskelle er man mennesker, som Gud har bundet sammen i tro, håb og kærlighed. I denne bundethed er man derfor forpligtet på hinanden.

I den forstand bliver det kristne fællesskab noget andet end det religiøse fællesskab. Er det religiøse fællesskab forbeholdt de bevidst religiøse, er det kristne fællesskab for alle. Hvor det religiøse fællesskab lukker sig om sig selv, åbner det kristne fællesskab sig ud må alle. Det kristne fællesskab insisterer ligefrem på at have forbindelse med det folkelige fællesskab. Herude er der så mange forskellige måder at se livet på. Nogle har fuld gang i livet. Andre er gået i stå. Nogle har succes. Andre har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. Nogle gange er forskellene så store, at man synes at leve i forskellige virkeligheder. Men at sige, at der ikke længere findes noget fællesskab ude på landet, passer ikke. Fællesskabet findes. Uanset hvem der bor på stedet, er de alle fælles om at tilhøre Gud. Alene af den grund er det værd, at kirken er der. For er den der ikke længere, er der ikke længere det sted, hvor folk kan holdes fast på, at de har noget sammen på trods af forskellene. Så kan de i ro og mag vende ryggen til hinanden. Lukke dørene til deres huse og være fløjtende ligeglade med, at naboen ikke kan få dagligdagen til at hænge sammen.

Kirken på landet har derfor en vigtig rolle at spille. Når skolerne og butikkerne ikke længere er der, er fællesskabet ikke synligt, som det har været. Alle kunne se det, da børnene kom på skolen og de voksne købte ind hos købmanden. Når disse naturlige mødesteder ikke længere findes, får fællesskabet det svært. Så svært, at det nogle gange synes at være blevet væk. Kirkens rolle er at genfinde det. Den skal ikke genfinde det, fordi det kunne være hyggeligt. Den skal heller ikke genfinde det for at skabe mere aktivitet og adspredelse for folk. Den skal alene være med til at genfinde fællesskabet, fordi fællesskabet evangelisk set er en begrundelse i sig selv.  

Hvordan det folkelige fællesskab leves, må være forskelligt fra sted til sted. Det er sikkert ikke lige nemt alle steder. Folkelige fællesskaber kan til tider være anstrengende. Måske fordi man skal være samme med mennesker, man er uenige med. Måske fordi man også skal være sammen med mennesker, der ikke har det nemt. Men folkelige fællesskaber lever heller ikke af, at det skal være nemt. Skal det være nemt skal man flygte ind i fællesskaber af ligesindede. Disse fællesskaber er der rigeligt af i Danmark. De er bare ikke folkelige. Folkelige fællesskaber lever af en gensidighed, der er dybere end fællesinteresser. Det er dette dybere, som kirkens gudstjeneste skaber, og som kan styrke og forny det folkelige fællesskab.

For os begynder en diskussion af kirkens rolle på landet derfor med en besindelse på, at kirken ikke er et fællesskab mellem andre fællesskaber. Kirken er derimod et sted, hvor fællesskaber skabes.  Præsten Morten Pontoppidan talte for mange år siden højstemt om, at kirken var et mødested, hvor ”alteret brænder med den hellige ild, den, der smelter hadet, blødgør det stive og hårde sind og lader dem, der før var fjender, strække hænderne broderligt ud mod hinanden”. Dette mødested ville således få betydning for sognet. Vi tror, at han stadig har ret.

Forstås kirken sådan, er den ikke bare en lukket klub for særligt interesserede. Den er heller ikke bare et kulturhus, der skal skabe adspredelse. Kirken er først og fremmest et gudstjenestefællesskab, der insisterer på et folkeligt fællesskab, hvor alle i al deres forskellighed er forpligtede på hinanden.



Birgitte Rosager Møldrup og Morten Fester Thaysen

Begge er sognepræster og medlemmer af Grundtvigsk Forums styrelse






TO ADVENTSPRÆDIKENER 2016
 
1.s. i advent 2016 (1. række)                                         

74 Vær velkommen

448 Fyldt af glæde (3 vers før dåb/3 vers efter dåb)

29 Spænd over os

84 Gør døren høj

78 Blomstre som en rosengård

 

Glædeligt nytår! I dag starter det nye kirkeår. Og derfor skulle vi også synge Grundtvigs Vær velkommen Herrens år– som godt nok ikke er den samme som den vi synger nytårsaften efter champagne og rådhusklokker, men en kirkelig søster til denne. Grundtvig gennemgår hele det runde kirkeår med jul, påske og pinse – nu kan vi begynde. Konfirmanderne spurgte i onsdags, hvorfor kirken ikke bare fejrer nytår, om ikke efter kalenderen – så da ved Jesu fødsel – det ville da være logisk.

 

Men nej, kirkeåret starter i dag med, at vi nu kan se frem til en måned, hvor vi forbereder os på den store fortælling om Guds indgriben i vores verden. Da Gud rørte jorden med sin finger, så eftertrykkelig at aftrykket er her endnu. Gud rørte jorden med sin finger ved at Jesus, Guds søn, blev født på jorden. Og siden har verden ikke været den samme. Han bragte verden et budskab så stort og så smukt, så vi den dag i dag, hver dag skal kæmpe for at efter leve det. Og mødes med kærlighed når vi fejler. Det var det nye. At vi mødes med kærlighed fra Gud, når vi fejler og at alt dødt kan blomstre på ny.

 

Det er sådan det nye kirkeår skal begynde – som en forberedelse på at møde det, der kommer.

Advent betyder ”komme” og hentyder til Jesu komme. Og vi hører netop i dag om at Jesus kommer ind i Jerusalem. Det er jo en tekst, der hører hjemme et helt andet sted i kirkeåret, nemlig palmesøndag. Det er historien om, at Jesus kommer ridende ind til Jerusalem på et æsel, nok for at vise, at hans kongelighed ikke kunne læses af ydre tegn, men af alt det som havde været og som i fremtiden skal ske i hans navn. Bla. de to dåb i dag. Det er tegn på hvor stor Jesus var: at vi stadig en novemberdag i 2016 døber børn i hans navn, fordi vi vil videregiv kærlighedsbudskabet i hans ord. Det var den kraft han besad og det kunne en masse guld og en flot hest ikke have givet udtryk for.

 

Nej, han viste palmesøndag da han red ind i Jerusalem, at han i sandhed var Guds søn. Og vi hører, hvordan de mødte ham ved indgangen til byen. Med grene på vejen som en naturens røde løber. Og med tilråb: Hosianna, Davids søn. Velsignet være han som kommer. Sådan råbte de deres forventning ud. Og de forventningsråb skal genlyde i os i dag. Velsignet være den kongesøn, der blev født i en stald og som gav os himlen tilbage ved at blive født på jorden.

 

Men når nu vi ikke fejrer kirkens nytår med et brag med begyndelsen over alle begyndelser, nemlig da Jesus bliver født, men en måned forinden, så må det være fordi at det har en vis vigtighed det her med advent. Det med at forberede sig og stå i forventningen.

Det vigtige er vel, at for at modtage det store må vi åbne op, så der er plads. Det er det advent handler om. At gøre plads indeni, så budskabet kan sive ind – så tiøren kan falde.


 

Nu kommer en bekendelse: Vi har en kælder derhjemme, der ikke tåler dagens lys. Det roder bare. Og det gør i virkeligheden ingenting. Det kan gå godt rigtig længe, hvor man sådan næsten kan lade som om at rodet ikke eksistere, fordi man kun ser det når man lige skal i fryseren.  Men det begynder at blive et problem, når vi har brug for mere plads – (til mere rod) så bliver det irriterende. Og så må man kigge på det: hvad kan ryge ud. Og hvad kan komme på loftet.  For at gøre plads, må man få ryddet op. Og det er det advent handler om. Vi skal gøre plads til ærens konge. Og skal vi gøre plads til ham, så skal vi have kigget på os selv. Hvad kan ryge ud. Og hvad skal trækkes frem?

Så advent handler om at kigge på sig selv. Og man kan sige, at det er vi blevet rigtig gode til. Vi lever i spejlets alder – i individets manglende evne til at se andre end netop sig selv. Vi ser på os selv og tjekker om vi er slanke nok og pæne nok – vi tjekker og nikker. Der er en myte om Narcissos, der så sig selv i vandspejlet og blev forelsket i sig selv. Deraf begrebet narcissist – et menneske, der ikke kan se nogen fejl hos sig selv – som er blindt forelsket i sig selv.

 

Men vi spejler jo ikke kun os selv. Vi spejler os også i andre: er jeg nu ligeså god som de andre. Jeg for min del ender altid med at blive enig med mig selv om at de andre er meget – altså rigtig meget bedre end mig til alting: til at lave mad og sætte håret, være en kærlig forældre, god at arbejde, støtte andre osv. osv. Og man kan blive nærmest ynkelig i sin selvudslettelse.
 

Men selvom advent er at kigge indad – og se på sig selv, så er det ikke den vej vi skal gå. Vi skal kigge på os selv uden at blive forelsket i os selv. Og vi skal kigge på os selv uden at ende i patetisk selvudslettelse: jeg dur heller ikke til noget.

 

Advent er at øve sig i at se på sig selv, men med Guds øjne. 

Og der er de øjne, der tilhører Jesus på æslet. Ikke en stor og magtbegærlig konge, men en konge, der fraskriver alle de ydre tegn for at opskrive den kærlighed, som vinder over alt. Selv over døden.

De øjne ser dig nu. Og de ser det hele. Og det kan være lige så skidt, som når en gæst forvilder sig ned i min kælder. Men det er sådan det er. Han ser din indre kælder. Og øvelsen her i adventstiden er så: at se at kærligheden vinder over fordømmelsen. Som når min gæst smilende siger til mig på vej op fra kælderen: det er ligesom hjemme ved mig.

Vi har alle et mørke. Og advent er at lade være med at lade som om at det ikke findes. Vi har alle et mørke inden i os. Noget vi tænker, noget vi gør eller noget vi netop ikke fik gjort. Advent er at se det og erkende det, men ikke dø over det. Fordi vi skal øve os i at se på os selv med Guds øjne – med de øjne som Jesus så os med. At der er tilgivelse for det. Ikke straf. At vi skal leve med vores egen skrøbelighed og dermed blive i stand til at leve med hinandens skrøbelighed.


 Advent er at kigge på sig selv – få ryddet op, så de er plads til at ærens konge kan ride ind i vores hjerte. Så vi kan se os selv – men også venner og fjender med Guds øjne. Det kræver øvelse og det har vi nu nogle uger til, inden glæden kommer ridende – nu som et barn i en stald. Advent er vi menneskers indkaldelse til periodisk syn. Og en mulighed for at få smidt noget ud, så der bliver plads til Gudsbarnet i krybben. Amen.


 

3.s.i advent 2016 (1. række)

76 Op thi dagen nu frembryder               

78 Blomstre som en rosengård

276 Dommer over levende og døde

86 Hvorledes skal jeg møde

80 Tak og ære være Gud


 

Intet kan gøre mere ondt end bristede forventninger. Helt fra den julegave man regnede med som 5 årig-  til den dreng man troede gengældte ens kærlighed, til den grå realisme der står i skærende kontrast til de forventninger. som vi måske havde til livet.Bristede forventninger kan være så voldsomme at det ligner sorg.

Adventstiden er forventningens tid siger vi. Vi afventer Jesu komme som barnet i stalden, Og kalder det forventning. Men er det rigtigt?

 

"Jeg forventer at du opfører dig ordentligt i skole"  kan en forældre sige til sit barn. Og dermed har man sagt, at man regner med det og ved at barnet kan leve op til det. En forventning er at regne med noget, og at det er realistisk og begrundet. Det er at afvente noget man ved kommer. Men hvad hvis det ikke kommer?

Forventning er et billede, en opbygget drøm, et ønske, som stammer fra een selv.


 

Men er håbet om Jesusbarnet noget, der stammer fra os selv? Kan det Jesus kommer til verden med, rummes i min forventning? Og hvis vi nu kun render rundt og håber at vores forventninger bliver indfriede, så opdager vi måske ikke det der så faktisk er sket.

Advent – er tiden hvor vi skal lære at se, - vi skal se på os selv og se det hele selvom det ikke er et yndigt syn – advent kan man kalde menneskers periodiske eftersyn.  Men vi skal også lære at lytte. Anerkende at Gud gerninger er større end hvad min egen fantasi rækker til og at det kræver min opmærksomhed – ikke kun på mit eget – mine egne forventninger, men på noget, der skal komem til mig udefra.

Johannes sidder i fængslet og kender jo Jesus. De er jo familie! Han har selv døbt ham i Jordan den mærkelige dag, hvor Jesus kom for at lade sig døbe af ham! Johannes, som ikke engang er værdig til at løse hans sko-rem, som han udtrykte det engang - altså vel og mærke hvis forventningerne holder. Johannes er gået i front for at få Jesus introduceret til de mange undertrykte, der søger frihed. Han har råbt i ørkenen, han har vist dem vejen og peget på Jesus. Og det er det han nu bliver i tvivl om i dag – var det det rigtige? Han hører i fængslet om nogle af de ting der foregår, men på den tid foregår der så meget. Og i de lange og mørke dage og nætter i fængslet, så bliver han bekymret: Er Jesus virkelig ham, som Johannes forventer skal komme?

Og han sender bud til Jesus og stiller ham spørgsmålet direkte: Er du den som kommer, eller skal vi vente en anden?

Og da de kommer til Jesus sender han dem tilbage med svar: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører og døde står op – og evangeliet forkyndes for fattige. Salig er den der ikke forarges på mig.

Og de er løbet tilbage til Johannes med svar og han har i deres ord hørt Esajas profeti – han har som et ekko hørt sin egen forventning. Men måske er usikkerheden blevet i kroppen på ham. For har han i virkeligheden banet vejen for en mand der skaber splid?

For som Jesus selv sagde som det sidste i sit svar: salig er den som ikke forarges på mig. Men det er der rigtig mange der gør. Og Johannes tænker, at det jo er fordi, at han ikke viste sig at være den lederskikkelse, som de har haft forventninger om. Og de fattige som Jesus nu forkynder evangeliet til, de vil skiseme ikke have evangelium…de vil have tag over hovedet og mad på bordet. De forarges på ham. Og de rige forarges fordi han forkynder for netop de fattige og fordi han gudhjælpe mig besøger både toldere, som er underrykkernes håndlangere; og han ses med de prostituerede og tyvene. Og de undertrykte forarges fordi han ikke tager magten fra romerne. Alt det er jo Johannes han har hørt og det bekymrer ham. Det kan godt være at lamme går og blinde ser, men det er det andet der snakkes om. Det giver uro.


 

Der var en messiasforventning i de år, hvor man ventede at der ville komme en god konge og lede riget så de kunne slippe af med romerne. De ville være selvstændige. Og Johannes i fængselt ved godt at det er det som folket vil have. Men han ved også godt – i de lyse øjeblikke, at Jesus er ham der kommer med det der er meget større. Han bliver bare nogen gange i tvivl.


 

Johannes er hermed blevet min ven. Jeg ved godt at Jesus er frelseren. Men jeg kan også blive i tvivl, når verdens skuffede forventninger vokser i mig: forventning om at verden var et bedre sted, at mennesker kunne være bedre ved hinanden, osv….

Men det er kun indtil man igen lytter til Jesu ord. Fordi han er ikke en konge. Han er en himmelsk konge. Og han skabte håb – ikke forventninger – men håb til livet. Han skabte håb om, at det vi end ikke kunne drømme om at have forventninger om, det kan rent faktisk blive til virkelighed. Ørkenen kan blomstre. Men det er ikke sikkert at vi kan leve i sikkerhed. Ligesom Jesu tale heller ikke oprindeligt harmonerede med de lokale forventninger. Han var så meget mere end det.


 

Forventningerne blev ikke indfriet, men gaven til verden blev så meget større end vi nogensinde kunne have fået plads til i vores forventningers snævre rammer om lykke, og fred hvis bare vi får en god leder.


 

Jeg læste forleden om een der havde hørt historier fortalt om sin oldemor – hvordan hun hvert år til jul tog papirsroser frem gjorde dem i stand og puttede fint sand på, så de kunne glitr i stearinlysets skær. Og børnene havde hentet det bare juletræ. Og nu skete miraklet. Juleaften blomstrede det. Og miraklet var enestående, selom det gentog sig hvert år. Børnene spurgte aldrig hvordan det gik til. For det var jo et mirakel der skete: de øde vange i en provinsby i Jylland, hvor faderen pludselig var død, hvor trængselssneen lå tyk, da blomstrede det som en rosengård. Og der var håb – som der er håb for børnene i Aleppo igen kan komme til at lege i en have udenfor deres hjem og håb om at tønderpigernes sind kan hele. Det er der intet demokratisk ved. Det er kun kærlighedens mirakel – som vi kan forholde os til i håb og i bøn.


 

Jesus kommer og indfrier et stort løfte, men han indfrier ikke vores smålige forventninger til livet.

Et løfte vi ikke kan gennemskue betydningen af.

Vi må derfor som børnene engang for længe siden ikke søgte svar om hvordan juletræte kunne blomstre også undre os over alt det som bliver givet os med Jesu komme til jul. Glemme forventninger om konfliktfri jul eller store julegaver og lade Jesus komme som den han er – med det han har. Han forkynder for de fattige, men lover dem ikke rigdom. Han forkynder for os og lover os ikke det vi forventer. Salige er dem der ikke forarges på ham. Amen.


 


 

JULEKLUMME (bragt i Præstforeningens blad december 2015)

Rummelighed – kan det blive for meget af det gode? 
 

Folkekirken er rummelig. Og selv en Grundtvigianer i 5. led ryster i bukserne, hvis der er nogen fra Luthersk Mission, der truer med at forlade Folkekirken. For vi skulle jo gerne kunne være her alle sammen. Jeg er stolt af det. Der er noget evangelisk over det.

Men kan rummeligheden bliver for stor? Der er åbenbart noget der tyder på det, når medierne går i flæsket på den præst, der har tænkt højt (det er nu engang det vi tjener vores udkomme på) men måske ikke har tænkt færdig. Måske. Så kalder vi det ”vranglære” i mangel af bedre ord. Eller kunne det være ”mod-forkyndelse”?

Jeg vil som optakt til julen slå et slag for rummeligheden. For kristendommens grundlægger havde rummeligheden som sit eneste manifest. Ikke at der ikke var noget at kæmpe både for og imod: der var handlen, de besatte, de selv-frelste. Men det var ikke fordi de ikke måtte være med – der var rum nok til dem også – nej, det var deres mod-forkyndelse af Jesu forkyndelse, som kampen handlede om.


Er der plads til al forkyndelse?

Der må ikke finde mod-forkyndelse sted. Og det er måske det, der sker, når præster i positiv ånd forsøger at imødegå den udbredte folketro på, at man da må have være persisk prinsesse i sit tidligere liv og at det er derfor man føler sig helt forkert som lærer i folkeskolen på 23. år. Eller en fugl måske (sjovt nok aldrig tarmrenser fra Herning svineslagteri). Enhver kan se, at jeg ikke ved meget om reinkarnation. Bortset fra én ting:  jeg har ladet mig fortælle, at jeg bliver reinkarneret én gang. Når himmel og jord bliver ny, og jeg står op igen – som mig selv. Da tager jeg mit eget kød på. Men det er faktisk ikke noget jeg forholder mig ret meget til. Fordi jeg ikke behøver at gøre det!

Og det er jo det der er problemet ved reinkarnationen: at man skal forholde sig til det. Agere i forhold til det kommende. Og det er ukærligt. Det er u-rummeligt. Det er mod-forkyndelse i forhold til det, at du er Guds barn og derfor elsket som sådan. Præcis sådan!


Er der plads til mennesker?

Det kristne fællesskabets præmis er udelukkelsens umulighed. Vi kan ikke udelukke mennesker, men vi skal kæmpe imod det der mod-forkynder kærlighedsbudskabet. Og præsterne har, som udpeget af menigheden, en særlig udsat post, som bliver efterprøvet – både oppefra og nedefra. Og så kan man blive snydt i næsen med Confessio Augustana og trosbekendelserne og Luthers Katekismus og de er alle værd at dykke ned i. Men jeg går nu oftere tilbage til stalden. Til tanken om, at Jesus åbnede for alle julenat. Udvidede rummet uendeligt – så alle mennesker kunne være til i kærlighedens rige – så alle liv kunne stå åbne også når de døde! Det uafsluttede og det rummelige stod som en sky efter Jesus i det år han arbejdede og forkyndte så englene sang, - så ingen mand på jorden i dag kan sige, at de aldrig har hørt om ham. For det har de.

Og hele denne rummelighed faldt ind i en verden, hvor familien, klanen, romerne og jødedommens mange afdelinger, skabte små fængsler af rædsel og selvhad med deres regler og Gudstrusler.

 

Det kan ikke blive for meget af det gode

Men Jesus slap det. Og han formåede at fastholde det. Også selvom han i den grad blev fristet, da djævelen lokkede med magt, popularitet og ophøjethed. Men Jesus ville ikke, selvom det da kunne være lidt smart hvis man kan bruge magten eller populariteten til noget positivt. Men det vidste Jesus: det kan man ikke. Det kan vi heller ikke.

Kristendommen er verdens underligste tro, fordi den i sit udgangspunkt er et oprør mod regler og dogmer og kun vil forkynde at vi alene er bundet af kærlighed. Regler og former og dogmer har gennem kristendommens historie sneget sig ind – umærkeligt og ved Gud også nødvendigt.

 Men med et ”glædelig jul”, så vil jeg stædig holde fast i, at vi ikke må tage patent på sandheden, for ordet om Gud skal også have lov til at komme bag på os og vise os nyt. Kristendommen er åbningen for ethvert menneske. En åbning til et liv, der kan leves trods synd og død. Fordi sand opstandelse er en uendelig åbning. Så tilgivelsen har ingen grænse; døden har ingen grænse; kærligheden har ingen grænse. Det er kun det der mod-forkynder dette, som vi skal tale op imod. Men resten er en del af en samtale, der forhåbentlig aldrig stopper – sådan som det sker i de bedste ægteskaber.                                                               /BRM






DIAKONI PÅ LANDET
(klumme i præsteforeningens blad december 2014)

For 13 år siden opstod en definition af Folkekirkens fire arbejdsområder: ”Gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission” (Diakonibetænkningen 2001). Siden da har mangt et stift, provsti eller sogn i deres forsøg på at nedfælde en vision, taget udgangspunkt i de fire ”søjler”, som de også bliver kaldt, hvilket giver dem et strejf af noget, der er så gammelt, at det er indiskutabelt. Men det er det altså ikke!
Tværtimod så burde alle, der tager disse fire søljer til indtægt, gøre sig klart at det er et valg man træffer, og ikke noget Gud har sagt som sådan. Hver gang man vælger at bruge disse fire områder, som disposition for sine visioner i for eks. menighedsrådet, bliver man derfor nød til at definere hvad de hver især betyder – lige her, hvor vi er kirke.

 

”Skrøbelige enlige kvinder”?
Rigtig mange sogne – især på landet, har ikke haft en diakonal praksis, der rækker udover ”en pensioneret landmand, der har gjort sig til en vane at gå rundt og tilse de mest skrøbelige af de ældre enlige kvinder på vejen før sengetid, - omtrent på samme måde som han har været vant til at tage en runde i stalden” (Praktisk Teologi 1992) og ej heller en missional. Nogen vil sige: De uvaner har vi jo lagt bag os for længst!

Når man så alligevel vælger at tage disse arbejdsområder op igen, så skylder man vel sig selv som præst og menighedsråd at re-definere begreberne. Og jeg mener dermed: starte fra bunden med at definere, hvad det betyder for en kirke ude på landet, at den har lagt diakonien ind som en opgave den skal løse.
De fleste af os griber nemlig til stereotype forestillinger om, hvad diakoni er: suppe, julehjælp og udflugter for børn af enlige mødre. Men er det det vi skal på landet? Vi henter typisk vores forestilling om diakoni fra Kirkens Korshærs mangeårige virke i byerne, men et sogn der tæller 400 hoveder har næppe brug for en varmestue!

 

Klam kirke?
Hvis et sogn skal udøve diakoni på ”egen hånd”, hvad så? Spørgsmålet er om det ikke meget nemt kunne blive en klam kirke, hvor de kristne ”henne” i kirken er de gode, der har overskud og altid gør det rigtige og går i det rigtige tøj. Hvordan undgår man det? For det er jo helt forkert. Vi kristne er dem for hvem det gerne skulle så lysende klart, at det ikke er sådan det hænger sammen, men at vi trænger, trænger, og atter trænger til nåde…..
Diakoni betyder tjeneste. At vi som menighed tjener hinanden. Alle mener vel, at det at tjene hinanden er smukt og rigtigt, men så snart vi begynder at organisere det, så er der nogen, der synes det bliver klamt. Og den risiko er der altid. Men en klam kirke er vel i og for sig en kirke, der synes den har gjort det godt nok. Kirken skal vel altid stræbe efter at stille sig til rådighed på en stadig mere relevant måde for mennesker i dag. Og måske er diakonien en måde at være relevant kirke på?

 

Diakoni for hvem?
Den procentvise andel af mennesker på offentlig ydelsen er stigende på landet, og alene det kan få en kirke til at barsle med tanken om at være til rådighed for dem og tænke kreativt omkring en hjælp, der ikke tager udgangspunkt i ”jeg er stærk og du er svag” eller endnu værre ”jeg er kirke og du er ikke”.
Diakoni er måske at sætte et møde i stand – et møde med et menneske. Mindre suppe, men nye krav om at nå alle medlemmer - og ikke-medlemmer. Når jeg alligevel først skriver ”medlemmer”, så er det fordi, at der er jo egentlig så mange af dem på landet, men de får så lidt! Ja, de firhjulskristne er tilfredse med lidt. Eller er det netop de mennesker, som vi i højere grad skulle tjene? Suppe har de, men er der andet, de er fattige på?
De firhjulskristne, der bruger kirken ved dåb, konfirmation, vielse og begravelse, har gang i alt muligt derindimellem: wellness, psykoanalyse, coaching osv. og her kan kirken på ingen måde konkurrere, selvom vi præster, lettere stødte, mener, at de vil få det endnu bedre ved at komme til en højmesse - at det er wellness af højeste kvalitet, gennemtestet gennem et par tusind år….ja, måske, men det er måske ikke dér vi skal sætte hele vores kapital.

 

Hvad pokker skal vi så?
Vi skal stille kirken til rådighed, som en måde at møde Guds kærlighed på. Men der er sandelig mange måder at gøre det på. Men det skal i hvert fald være et fællesskab, der ikke bare siger ”at alle skal være åh så velkomne” men ellers gør som de plejer, men et fællesskab, der anstrenger sig for at give de ensomme og de kirke-tavse medlemmer en reel mulighed for at dukke op, når der skal bygges en shelter eller der skal laves ”mad for mænd” eller et tilbud om et gratis kor på skolen. Et folkeligt fællesskab med rod i den evangeliske tanke, at det at vi alle er lige for Gud – den tanke lader vi være gældende her, mens vi graver et hul til bålhyttens stolpe.

Det er en side af Guds væsen: at vi er der for hinanden. At vi måske endda vil bære hinanden, når vi ikke selv kan gå. Diakonien er at bære andre ind i fællesskabet - ikke at bære dem med hiv og sving ind i kirken, så de ”rigtig kan møde Gud”, men at skabe nogle rammer, så de kan møde et rigtigt menneske! Det er altså et fællesskab, der ikke måler sin succes på om du evt. bliver personligt kristen, men som måles på om der i sandhed er plads. Hvis vi skal vride diakonien ud af de ”helliges” hænder, så skal vi også gribe det, så diakonien bliver udtryk for det fællesskab, hvor kirken forpligter sig på alle i et lokalområde, de fuldtidskristne og de firhjulskristne, de mange, der med deres medlemskab i Folkekirken viser, at de rent faktisk er helt med på den her idé med, at vi skal elske hinanden, sådan som Jesus elskede os.

 

 

 

Er kirken en hellig ko?

(bragt i kirkbladet augsut 2014)
”En Hellig ko” er en talemåde, der stammer fra de indiske hinduers religiøse tradition omkring deres køer. Og vi kan godt smile lidt af, at inderne rent faktisk opfatter deres køer som hellige. Det betyder jo f.eks. at al trafik stopper, hvis en ko, der naturligvis hverken må slagtes eller spises, har tænkt sig at passere vejen! Men køer på gaderne passer dårligt til de mere vestligt prægede storbyer i Indien. Ja, de hellige køer er blevet et problem. Og desuden spørger inderne nu selv, om køer nu også er så hellige, som man i den traditionelle hinduisme
har sagt, de er. Er de mon så hellige, at de ikke må slagtes, men blot gå nytteløse rundt, og egentlig bare er til at falde over, når den travle inder kommer gående med næsen i sin iphone. Talemåden ”en hellig ko” beskriver noget, der for nogen er urørligt, men for andre bliver taget mere højtideligt, end det egentlig kan bære. Der er noget, der ikke er helligt, der er blevet gjort helligt.
Er Folkekirken en hellig ko?
Er den ikke også blevet gjort til noget helligt og dermed urørligt?
At kirken står på sin gamle plads og kalkes hvid – og at man synger fem salmer til en gudstjeneste, det er jo ikke helligt, men det er næsten blevet gjort helligt. Er det så ikke hellige køer?
Og er kirken, som den hellige ko i Indien, blevet et problem? Noget dyrt og uhåndterligt, der står i vejen, og som man støder sig på, mens man billedligt talt kommer gående med næsen i sin iphone. Og nogen spørger: er kirken nu så hellig, som mange siger? Nej, det er den ikke.
Der er noget, der er helligt. Det er måske bare ikke det, vi tror, der er helligt. For det vi tror, der er helligt og urørligt er ofte traditioner – gamle fælles beslutninger om, at sådan er man Gud nærmest. Og det har man så forskellige bud på i forskellige kulturer. Og der er jo i sig selv slet ikke noget i vejen med traditioner, og hellige køer kan være bærende, men en kirke, der måske er stivnet i en fælles beslutning om, at vi skal gøre tingene på én bestemt måde, er ikke med til at samle mennesker omkring Guds ord, men skiller os ad – og så bliver man måske nødt til at slagte nogle hellige køer. Det hellige er ikke det, vi gennem tiderne måske har kaldt helligt: kirkebygninger og traditioner. Nej, det hellige er, at man vil Gud i fællesskab. Det hellige er ikke stedet, hvor man mødes, men at man mødes, og det man mødes om: Gud og Jesus og Helligånden, dåb og nadver, på et sted – måske det eneste – hvor vi kan tale om vores tro. Derfor skal kirken være her. Stå på sit sted.
Ikke fordi den har gjort det altid, men fordi der stadig finder et guddommeligt møde sted. Det er helligt og ikke en hellig ko.
Birgitte Rosager Møldrup

 

 

 

 

Selvfølgelig skal vi samle ind i kirken!


Vi samler ind i vores kirker. Fem gange om året. Og det giver hver gang en pæn portion penge, som vi godt kan være bekendt at sende videre. Menighedsrådene vælger hvert år, hvad vi skal samle ind til, hvilket man kan læse nedenfor. Vi samler ind til nogen, der vil gøre en forskel for nogen, enten det er kirkeligt arbejde, de socialt udsatte eller børns vilkår, og det kan der vel ikke være noget forkert i.


Men jo, det er der altså nogen der mener. Argumentet er: hvorfor skal kirken være et mere oplagt sted for en indsamling end andre steder? Er kirkegængere bedre mennesker? Nej. Og det kan ingen være uenig i.


Der ligger endda en teologisk tradition bag, når modstandere af indsamlinger siger, at vi ikke skal samle ind i kirken og så gå ud og pudse vores glorie, nej, vi skal derimod gå ud af kirken hver især og give det, som vi, ansporet af det vi har hørt i kirken, har det bedst med. Drivkraften skal hentes i hin enkelte. Og det er en smuk tanke. Det er bare ikke sådan verden er. Og det er ikke fordi jeg ikke tror på det gode i mennesket, men fordi jeg til bunds kender vores begrænsninger – både økonomisk, men måske især i forhold til at tage initiativ til at bidrage til et eller andet, man synes er et godt formål.


Fællesskabet har sine ulemper og sine fordele. Kirkens fællesskab har den fordel, at man kan løfte noget i fællesskab. Vi skal løfte hinanden op, når vi falder. Men vi kan også helt pragmatisk organisere ”den gode vilje” og på den måde virkeliggøre den handling, som vi alle gerne vil gøre, men som vi ikke får taget os sammen til i hverdagens trummerum.
 

Godhed er ikke kroner og øre. Men det er det for dem, der ingen har. Det er et gode i et fattigt menneskes liv. Men det er ikke kærlighed. Det er heller ikke kærlighed vi putter i kirkebøssen, men penge, som vi ved kan være med til at gøre gode drømme til virkelighed. Gøre de betrængte mere frie. Vi skal dele med hinanden og det er der en evangelisk pointe i.
 

Så selvfølgelig samler vi ind, fordi vi ikke hver især kan hjælpe det barn, der lever under svære vilkår, fordi vi ikke lige møder dem, der hvor vi bor! Vi skal samle ind, fordi så får vi da gjort noget, og det kan godt være at der er en eller to, der får bedre samvittighed over det og føler sig "gode", men det er modtageren da ligeglad med. For det at samle ind handler ikke om os, der samler ind, - det handler om dem, der skal modtage!


Derfor samler vi ind i Kollerup og Vindelev Kirker!

BRM/august 2013

 

Påske: KFUM i Kollerup og DSUK i Hong Kong i Vindelev
Pinse: Kirkens Korshær
Høst: Folkekirkens Nødhjælp
1.s. i advent: Danske Sømands og Udlandskirker (DSUK)
Jul: Børnesagens Fællesråd

 

 

 

 

Kirken på landet har en fremtid - hvis vi tør!

Artiklen er bragt i Dansk Kirketidende i marts 2013


Kirken på landet ligger dér - så flot og velholdt, som et postulat om et økonomisk og menneskeligt overskud, vi måske slet ikke har. Skal troen, modsigelsen og omsorgen have sin altid åbne station til opladning for enhver, som har brug for det - og endda for dem, der ikke mener, de har? Af nogen ses kirken på landet primært som en økonomisk klods om benet, som nogen drømmer at få hægtet af. For andre er kirken på landet en tudsegammel forelskelse, som man knap nok formår at have et rationelt forhold til, og ikke helt ved, hvad man forventer sig af.
Selv om ingen af disse tilgange er særligt frugtbare, skal de begge tages alvorligt. Kirken på landet er en relativ stor post i de samlede budgetter, og det kan ikke overhøres. Og ville det ikke være både klogt og respektfuldt at anerkende og benytte sig positivt af selv de irrationelle følelser, der knytter sig til kirken, både lokalt og generelt?
Arbejdsgruppen KIRKEN PÅ LANDET, har fra sin start i september 2012 ikke villet tage udgangspunkt i den offerrolle, som kirken på landet ofte tillægges og til dels har påtaget sig. Vi ser kirken som en ressource for samfundene på landet. Den dyre klods om benet kan, set med vores øjne, være en velplaceret indsats både kirkeligt, økonomisk og socialt.


Bonden og borgeren?
Engang kunne man se på lang afstand, når der var kommet en ”bonde ind med fire-toget”. Det kan man ikke mere. Vi ligner næsten hinanden – os, der bor på landet og dem der bor i byen, for vi har jo de samme telefoner og ser de samme ting i fjernsynet. Nogle flytter væk fra landet ind til byen, men en anden lidt mindre gruppe har taget den anden vej og er flyttet fra byen, og har købt det nedlagte landbrug. De bor nu side om side med 5. generationslandmanden – eller vi kan også kalde ham direktøren, for det er store virksomheder, vi taler om - gårdene på landet. Men selvom det ikke mere er sådan, at præsten på landet skal gøre sig umage med at tale til ”bonden” og præsten i byen til borgeren, så er det ikke sikkert, der er tale om en fuldstændig udligning.
Der er vel en grund til, at nogen bor på landet og andre ikke gør. Nogen bor der, fordi de er rodfæstede i et bestemt område, andre fordi det er en gammel drøm om natur og fred, de har realiseret. Men for begge meget forskellige grupper gælder det, at det er stedet, der tæller! Realdania har et igangværende projekt, der netop hedder ”Stedet tæller” ( www.stedet-taeller.dk ), hvor man har udvalgt yderområder, bla. Bornholm, Odsherred og Blokhus, og forsøger at skabe nyt liv og se nye muligheder, hvor der ellers var rigtig gode grunde til at give op. De parter har både kommercielle, æstetiske og politiske interesser i at puste liv i landsbyerne. Men kunne man ikke forestille sig, at også kirken havde en rolle i sådanne tiltag? Man kan overveje, hvem kirken gavner ved at blande sig udenom.

 

Hvem bor ellers på landet?
Familier, der kalder på social opdækning, findes stadig i stor udstrækning i byen, men det nye er måske, at det nu også gælder på landet. Og målgruppen for en kirke på landet tegner sig nu meget bredere end for bare 20 år siden. Asylcentrene er heller ikke placeret i større byer, og det er heller ikke der øst-arbejderne bor. Men hvad kommer det kirken ved? Nogen vil mene: intet! Men hvis man mener noget med at sige, at kirken skal være, hvor folket er, så må følgen vel være, at det præcis er dem, der så bor et givent sted, kirken skal være til stede for.


To folkekirker?
En spurgte mig for nylig: er der i virkeligheden ikke to folkekirker? Man kunne blive en anelse pikeret: kirken på landet er sandelig nøjagtig ligeså meget kirke, som kirken i byen er det. Men ved nærmere eftertanke tegner der sig måske i stedet en mulighed. Hvis vi kalder en spade for en spade og erkender, at der ikke er de samme behov i by og på land, så kan det blive en styrkelse af begge former for kirke. At de ikke opfattes som en A- og en B-kirke, fordi man sammenligner, hvad der ikke kan sammenlignes, men en land- og en by-kirke, der selvfølgelig dybest set vil det samme, men som byder ind i folks forskellige liv på forskellig måde.
Kan kirken på landet da noget særligt?
Kirken på landet er det samme, som enhver anden kirke er. Men fordi den er ”decentral” kan den måske ret let kan eksponere og signalere netop det punkt, hvor kirken i sin grund afviger fra alt andet: den inkluderer alle. Det er ikke altid sådan det opfattes, men kirken på landet skal netop derfor huske sig selv og andre på, at alle er med, hvis de vil (og det er så et andet spørgsmål), og stå som et belyst manifest: her kan ingen blive lukket ude.


At være tilstede, men hvordan?
Der er rigtig mange, der er sådan lidt afstandsforelskede i kirken på landet. De kan lide at se på den, når de kører forbi hjem fra arbejde. Det giver dem måske en småsentimental ro. Den er et fyrtårn, - et tegn på en mægtig historie og offentlig rigdom og på en fjern kirke, man for alt i verden ikke ville være foruden. Den engelske kirke har et motto: ”A Christian presence in every community”. En og anden kunne måske fristes til at oversætte denne tilstedeværelse, som den blotte fysiske ”væren” i alle afkroge af landet. Men så er kirken reduceret til et sølle afkog. Kirkens tilstedeværelse er, at der i den er nogle mennesker, der ikke sådan lader hinanden i fred… eller ikke lader hinanden i stikken, hvilket er det samme. En tilstedeværende kirke er en kirke, der ikke alene taler om, men også i praksis yder den kærlighedsgerning, som er forkyndelsens midte. Det er ”presence”! Men det er ikke sådan, vi som kirke på landet typisk har virket? Enken har fået sin julestjerne, men de mere uindtagelige har vi ladet være i fred.
Men er der en fremtid i at tænke kirke på landet på den måde? Kirken som en aktiv medspiller i det lokale område? En kirke (ikke kun en præst!), der ser mere modigt på sine muligheder og påtager sig et bredere spektrum af opgaver?
Det er arbejdsgruppens ønske, at få belyst ovenstående spørgsmål og påstande. Og i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd og Center for SamtidsReligion, AU, planlægger arbejdsgruppen en eller flere undersøgelser af, hvorfor folk bor på landet, og om der er tale om to folkekirker – er det et problem eller en styrke.
Med baggrund i det materiale er det også arbejdsgruppens ambition at iværksætte et netværk for kirker på landet, hvilket arbejdsgruppen håber at kunne præsentere ved en planlagt konference i 2014, hvor kirken på landet skal fremlægges som det, den er, men især som det, den kan blive.

 


Der er nedsat en arbejdsgruppe KIRKEN PÅ LANDET:
Christina Rygaard Kristiansen, sognepræst i Tingsted på Falster.
Marie Vejrup Nielsen, adjunkt ved Aarhus Universitet.
Marie Hedegaard Thomsen, ph.d.
Merethe Jørgensen, sognepræst i Åstrup og Vester Starup.
Mogens Hess, menighedsrådsmedlem i Horbelev.
Gustav Gerstrøm, Menighedsrådsmedlem Hvejsel-Ildved.
Holger Villadsen, tidl. provst i Lolland Søndre Provsti.
Gustav Gerstrøm, menighedsrådsmedlem Hvejsel-Ildved.
Birgitte Rosager Møldrup, sognepræst i Kollerup og Vindelev.

 

Arbejdsgruppen er endnu i en afsøgende fase, men hvis man er interesseret i evt. at indgå i en af arbejdsgruppens undersøgelser eller i et evt. netværk om Kirken på landet, så er man velkommen til at sende en mail til arbejdsgruppens tovholder, Birgitte Rosager Møldrup, brm@km.dk.

Intiativtagere: Grundtvigsk Forum, TPC og Lolland-Falster Stift.

 

 

 

 

 brille

Sognepræst

Birgitte Rosager Møldrup

 

 

 

 

 

 

 

KIRKEBLADET

udgives 3 gange pr. år.

(dec., april, august)

Deadline for stof til kirkebladet:

primo juni (augustnr.)

primo oktober (dec.nr.)

primo februar (april nr.)

 

Kollerup og Vindelev Sogne, Sognepræst Birgitte Rosager Møldrup - brm@km.dk - Tel. 75 87 15 28 - Kollerupvej 9A